Louis Nielsen åbner i Bilka i Odense

Torsdag 18. november åbner optikerkæden Louis Nielsen ny butik i Bilka i Odense. Det sker med lokale og erfarne optikere i spidsen – og et brag af en livekoncert med Copenhagen Drummers

Tre liter mælk, et rugbrød og et par briller, tak!

Folk i Odense får fra torsdag 18. november muligheden for at kombinere den daglige indkøbstur til Bilka med en topprofessionel synsprøve og et godt tilbud på briller eller kontaktlinser i god kvalitet. Det sker, når optikerkæden Louis Nielsen åbner butik i Bilka varehuset. Chefoptikere og partnere i butikken bliver de lokale Charlotte Møller Rhode og Christian Ulrik Gerhardt, som også driver Louis Nielsen i Rosengårdcentret.

- Jeg glæder mig helt vildt, for Charlotte og jeg har i et stykke tid arbejdet hen imod at skulle lave noget i denne stil sammen. Jeg synes, at vi passer virkelig godt sammen med Bilka, og nu ser jeg bare frem til at komme i gang med at servicere kunderne, siger Christian Ulrik Gerhardt.

For Charlotte Møller Rhode er åbningen i Bilka en ny, spændende udfordring

- Jeg tror på, at samarbejdet med Bilka og Dansk Supermarked bliver rigtig godt. Christian og jeg har masser af erfaring at trække på fra butikken i Rosengårdcentret, så vi skal nok få det til at fungere virkelig godt for alle kunderne i Bilka, siger Charlotte Møller Rhode.

Kundevenlige åbningstider
Charlotte Møller Rhode er blandt andet glad for at kunne byde på ekstremt kundevenlige åbningstider fra kl. 9 til kl. 21 på hverdage og søndagsåbent mere end 30 gange årligt.

- Det er optikerbranchens bedste åbningstider, og vi er glade for at kunne servicere kunderne, når DE har tiden til det, siger Charlotte Møller Rhode.

Varehuschef Morten Wagner glæder sig over, at Bilka kunderne fremover kan supplere varehusets stærke tilbud med kvalitetsbriller, kontaktlinser og professionel optikerservice.

- De to butikskæder har meget til fælles. Mange forbrugere har behov for briller og kontaktlinser, men er samtidig meget prisbevidste – præcis ligesom det gælder med de daglige indkøb. Bilkas slogan ”Tænk stort – betal småt” passer derfor også perfekt til Louis Nielsen, siger Morten Wagner. 

Mere end 25 års erfaring
Den 50-årige chefoptiker, Christian Ulrik Gerhardt, har mere end 25 års erfaring i optikerbranchen og gennem årene har Odense været hans hjemmebane. Siden 2004 har han arbejdet hos Louis Nielsen, først som optiker i butikken i midtbyen, men i 2008 blev han udnævnt til partner og kom til at stå i spidsen for optikerkædens nye butik i Rosengårdcentret. Christian Ulrik Gerhardt nyder stor faglig respekt og har gennem årene blandt andet siddet i bestyrelsen i Serviceforbundet – Urmagerne og Optikerne, ligesom han har været censor på optikeruddannelsen gennem 10 år.

37-årige Charlotte Møller Rhode har mere end 15 års erfaring som optiker, og siden 2003 har Louis Nielsen været hendes arbejdsplads. Først som optiker i butikken i Odenses midtby og senere som optiker i Rosengårdscentret, da den åbnede i 2008.

Copenhagen Drummers
Butiksåbningen i Bilka i Odense kommer til at foregå for fuld musik, leveret af de friske fyre i Copenhagen Drummers, som for nylig vandt Talent 2010 på DR. Koncerten finder sted kl. 16, men dagen igennem er der aktiviteter og masser af gode tilbud. 

Butiksåbningen er et led i et nyt strategisk samarbejde mellem Bilka og Louis Nielsen, som betyder, at der i de kommende måneder bliver åbnet Louis Nielsen butikker i et to-cifret antal Bilka varehuse over hele landet. Samarbejdet skydes i gang med en tredobbelt butiksåbning torsdag 18. november. Udover Odense åbner der Louis Nielsen butikker i Bilka i Slagelse og Tilst ved Århus.

Yderligere oplysninger, kontakt:
Tino Pedersen Head of PR & Communication
Tlf.: 30783051
E-mail: tip@louisnielsen.dk

Om Louis Nielsen A/S:
Louis Nielsen A/S er en af Danmarks største optikerkæder med mere end 60 butikker og 500 medarbejdere over hele landet. Virksomheden sælger årligt mere end en kvart million briller og 25 millioner kontaktlinser. Virksomheden er grundlagt i Aalborg i 1978 af optikeren Louis Nielsen, og i 2005 blev Louis Nielsen A/S en del af verdens største privatejede optikerkæde Specsavers, som har mere end 1.400 butikker i 10 lande verden over. Louis Nielsen A/S har fortsat sit danske hovedkontor i Aalborg, mens Specsavers har internationalt hovedkontor på Guernsey i Den Engelske Kanal. Louis Nielsen A/S og Specsavers har som mission at levere høj kvalitet til faste, lave priser.

Tags:

Om os

Louis Nielsen A/S er en af Danmarks største optikerkæder med mere 60 butikker og 500 medarbejdere over hele landet. Virksomheden sælger årligt mere end en kvart million briller og 25 millioner kontaktlinser. Virksomheden er grundlagt i Aalborg i 1978 af optikeren Louis Nielsen, og i 2005 blev Louis Nielsen A/S en del af verdens største privatejede optikerkæde Specsavers, som har mere end 1.400 butikker i 10 lande verden over. Louis Nielsen A/S har fortsat sit danske hovedkontor i Aalborg, mens Specsavers har internationalt hovedkontor på Guernsey i Den Engelske Kanal. Louis Nielsen A/S og Specsavers har som mission at levere høj kvalitet til faste, lave priser.

Abonner

Dokumenter og links