Louis Nielsen i fornemt selskab i ny bog

Den fremgangsrige optikerkæde Louis Nielsen sammenlignes med internationale giganter som Ryanair, Skype, Triumph Motorcycles og Zipcar i bog om firmaer, der bygger på at gå mod strømmen.

Optikerkæden Louis Nielsen A/S fylder rigtig meget i en helt ny bog, Rule Breaking Strategy, der udkommer i dag på Børsens Forlag. Ifølge bogens forfattere er Louis Nielsen nemlig et rigtig godt eksempel på en virksomhed, der har skabt sin succes ved at gå mod strømmen og ved at vende branchens normer og regler på hovedet. Ganske som internationale foretagender som Ryanair, Skype, Triumph Motorcycles og Zipcar, der også er blandt de eksempler, som bogen analyserer. - Det er klart, at vi opfatter det som en meget stor anerkendelse, at nogen nu sætter vores arbejde gennem de sidste mange år ind i et større perspektiv, sådan at vi nærmest kommer til at danne skole sammen med en række internationale og meget anerkendte virksomheder, siger administrerende direktør Mads Nygaard, Louis Nielsen A/S. Rule Breaking Strategy, der er skrevet af Jens Refshøj, MBA Strategic Management, og Anja Krogh Sondrup, ekspert i blandt andet koncept- og forretningsudvikling, giver et indblik i, hvordan en række virksomheder har opnået fantastiske resultater ved at vende tingene på hovedet med det, som forfatterne kalder en Rule Breaking Strategy – altså en strategi, der bryder de gængse normer. Chokbølger gennem branchen Det var netop, hvad den aalborgensiske optiker Louis Nielsen gjorde, da han i 1994 besluttede sig for at forlade det gode optikerselskab i Danmark og gå egne veje med en prispolitik, der sendte chokbølger gennem den etablerede del af branchen – og skabte endeløs kø foran den ene butik, som Louis Nielsen dengang drev i Aalborg. Det blev begyndelsen på et erhvervseventyr, der foreløbig har udviklet sig til en kæde med 51 butikker over hele landet og en aktuel vækstplan om at åbne yderligere 35 butikker i Danmark inden for de næste tre år. - Det sætter en tyk streg under, at vi går mod strømmen, og at vores forretning bare er helt anderledes, når vi midt i en finanskrise formår at vækste så hurtigt, at vi åbner 35 nye butikker og dermed også skaber over 100 nye arbejdspladser, siger Mads Nygaard, der blev firmaets topchef i 2006, men i øvrigt har været med på hele firmaets eventyrlige rejse. Tilbage i 1990 blev han nemlig Louis Nielsens første optikerelev overhovedet. Medrivende fortælling Beskrivelsen af Louis Nielsen-kæden i Rule Breaking Strategy er en både spændende og medrivende fortælling. Blandt andet om hvordan det nærmest var knald eller fald for optiker Louis Nielsen, da han i 1994 gik sine egne veje ved at gøre oprør mod branchens uskrevne regler, ved at vende tingene på hovedet og ved at gøre noget fuldstændig uventet – nemlig at sænke priserne på briller til et niveau, som man aldrig tidligere havde set i Danmark. Fuldstændig som Ryanair har gjort det billigt at flyve, og som Skype har gjort international telefoni billig eller helt gratis. Optiker Louis Nielsen fik enorm succes med at gå egne veje, og i 2005 afhændede han sit livsværk til verdens største privatejede optikerkæde, Specsavers. Louis Nielsen A/S har i dag 51 butikker over hele Danmark og beskæftiger omkring 500 medarbejdere, heraf cirka 80 i hovedkvarteret i Aalborg. Yderligere oplysninger på www.louisnielsen.dk.

Om os

Louis Nielsen A/S er en af Danmarks største optikerkæder med mere 60 butikker og 500 medarbejdere over hele landet. Virksomheden sælger årligt mere end en kvart million briller og 25 millioner kontaktlinser. Virksomheden er grundlagt i Aalborg i 1978 af optikeren Louis Nielsen, og i 2005 blev Louis Nielsen A/S en del af verdens største privatejede optikerkæde Specsavers, som har mere end 1.400 butikker i 10 lande verden over. Louis Nielsen A/S har fortsat sit danske hovedkontor i Aalborg, mens Specsavers har internationalt hovedkontor på Guernsey i Den Engelske Kanal. Louis Nielsen A/S og Specsavers har som mission at levere høj kvalitet til faste, lave priser.

Abonner

Dokumenter og links