Mød 3’s kundeombudsmand i Holbæk

Som det første teleselskab i Danmark har 3 ansat en kundeombudsmand til at sikre, at kundernes rettigheder bliver overholdt i enhver henseende. På fredag kan du møde 3’s kundeombudsmand, Peter Fogh Knudsen, i 3Butikken Holbæk.

Mens priskrigen raser, og de fleste teleudbydere har stirret sig blinde på billige prispakker, har man hos 3 koncentreret sig om at forbedre gennemskueligheden og serviceniveauet i alle afkroge af virksomheden.I den forbindelse har 3 udbygget sin juridiske afdeling med en kundeombudsmand, der har fået til opgave at tilsikre, at kundernes rettigheder bliver overholdt i enhver henseende – uafhængigt af 3’s øvrige interesser.

3’s nye kundeombudsmand hedder Peter Fogh Knudsen, er 40 år og har en fortid som specialkonsulent i Forbrugerstyrelsen, hvor han bl.a. har ført retssager for Forbrugerombudsmanden. Han har derudover været ansat som advokat hos TDC og har de seneste seks år været leder af Forbruger Europa, der er en division under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Sideløbende hermed har han fungeret som ekstern lektor i forbrugerret ved Københavns Universitet.

Peter ser nu frem til at prøve kræfter med sin nye rolle som forbrugernes løftede pegefinger på teleselskabernes egen banehalvdel.

”Tanken om kundeombudsmænd i telebranchen har strejfet mig mange gange, så jeg var ikke sen til at slå til, da jeg så stillingsopslaget fra 3. Vi kan ikke komme uden om, at branchen kæmper med et blakket ry, så jeg ser meget frem til at yde en indsats for at højne serviceniveauet for kunderne og dermed bidrage til at forbedre 3’s image yderligere. Jeg starter med at tage en tur rundt i en række 3Butikker for at møde kunderne i øjenhøjde og høre lidt om de eventuelle forhindringer, de oplever hos 3,” siger Peter Fogh Knudsen, Kundeombudsmand hos 3 Danmark.

Peter Fogh Knudsen vil være til stedet i 3Butikken i Holbæk fredag  6. maj fra kl. 10.00-13.30. I den forbindelse er både kunder, journalister og andre interessenter velkomne til at slå et smut forbi til en snak.

Adressen er Ahlgade 26, 4300 Holbæk.

For yderligere information:

Tanja Møller Andersen, kommunikationskonsulent, 3 Danmark, e-mail: tanja.andersen@3.dk, mobil: 31 200 371.
Martin Jakobsen, butikschef, 3Butikken Holbæk, e-mail: martin.jakobsen@3.dk, mobil: 31 200 832

Du kan altid kontakte den vagthavende kommunikationskonsulent i 3’s kommunikationsafdeling på mobil 31 200 202.

Om 3:
3 tilbyder danskerne mobiltelefoni og mobilt bredbånd på Danmarks bedste mobile datanetværk. I 2001 vandt 3 en 3G-licens og i 2010 en LTE-licens. Med kombinationen af 3’s eksisterende prisvindende 3G-netværk og det nye LTE-netværk, vil 3 også i fremtiden levere Danmarks bedste mobile datanetværk. 3 i Danmark er en del af Hi3G Access, som har mobillicenser i Danmark, Sverige og Norge og ejes af Hutchison Whampoa Ltd. (60 pct.) og Investor AB (40 pct.). Begge ejere har global industriel og teknologisk erfaring. 3 samarbejder desuden med selskaber i Hutchison Whampoa-gruppen, som har 3G-licenser i Australien, Østrig, Hongkong, Macau, Irland, Israel, Italien og Storbritannien. Du kan besøge 3 på www.3.dk.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links