Daimler Trucks fortsat markedsleder

www.mercedespress.info På verdensplan blev der i 2009 solgt 259.328 lastbiler fra Daimler Trucks. Det var 45 procent færre end året før. Alligevel lykkedes det den tyske producent at bevare sin position som verdens største producent af lastbiler. Trods massive besparelser blev niveauet for forskning i nye miljørigtige teknologier fastholdt på 2008-niveau. Mercedes-Benz Danmark, som er en del af Daimler koncernen, ser med optimisme på det kommende år.

2009 blev et hårdt år for samtlige af verdens producenter af lastbiler. Daimler Trucks var ingen undtagelse. Med et samlet salg på 259.328 lastbiler på verdensplan i 2009 var der tale om et fald på 45 procent i forhold til 2008. Omsætningen faldt dog ikke tilsvarende takket være en mere stabil forretning på eftermarkedet. Den endte på 18,36 mia. Euro for året og faldt dermed 36 procent i forhold til 2008. Samtidig var Daimler Trucks i stand til at fastholde og endda øge sin markedsandel på visse nøgle-markeder.

Daimler Trucks er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Daimler Trucks er repræsenteret af Mercedes-Benz i Europa og Brasilien, Freightliner og Western Star i Nord- og Sydamerika samt Mitsubishi Fuso i Asien. Daimler er førende producent af premiumbiler og den største producent af lastbiler på verdensplan.

1 mia. Euro om året til forskning og udvikling Trods den globale økonomiske afmatning har Daimler koncernen ikke skåret i budgetterne til forskning og udvikling af nye, miljørigtige teknologier. 2009 stod ellers primært på effektiviseringer og omkostningsreduktioner under den internationale fællebetegnelse ’Global Excellence Program’, men det ambitiøse niveau for investeringer i forskning og udvikling blev fasthold på 1 mia. Euro – svarende til niveauet i 2008.

”Det er et afgørende element i Daimler-koncernens forretnings- og vækststrategi, at vi er helt i front, når det gælder produktudvikling og forskning i nye miljø- og klimavenlige teknologier. Som den største spiller på markedet er det vores forpligtelse, men også vores unikke styrke, at vi er first-movers inden for teknologiudvikling, ” siger salgschef for vare- og lastbiler i Mercedes-Benz Danmark, Christian Devantier.

Mercedes-Benz Danmark også ramt af krisen I Danmark har man heller ikke været upåvirket af krisen. Der blev her i landet indregistreret i alt 439 Mercedes-Benz lastbiler mod 893 i 2008, dvs en tilbagegang på 51 procent i et marked, der også på tværs af mærker blev mere end halveret i 2009 i forhold til 2008.

Relativt set er man imidlertid godt tilfreds med 2009. Således var Mercedes-Benz Danmark blandt de fire mest sælgende lastbilimportører sidste år. I starten af 2010 har Mercedes-Benz haft en tilfredsstillende ordreindgang, i et fortsat svært marked. Det glæder Christian Devantier fra Mercedes-Benz Danmark:

”Ligesom forrige år kan vi konstatere, at vi står stærkere end vores nærmeste konkurrenter, når der er nedgangstider. Jeg er overbevist om, at det skyldes, at der i trange tider stilles endnu skrappere krav til stabilt materiel og hurtig og kompetent service på værkstederne. Her er Mercedes-Benz ofte det mest lønsomme valg.”

”Den store indsats vi har fortaget på Econic lastbilen begynder at vise sig i form af flere større ordrer. Flere kommuner og renovationsfirmaer har fået øjnene op for Econics fordele, med sin lave indstigningshøjde og panorama-udsyn, som mere end opfylder de krav, den type kunder har til ergonomi og sikkerhed,” slutter han.



For yderligere information, kontakt: Christian Devantier, Salgschef, Mercedes-Benz Vans & Trucks Danmark Telefon: +45 60 23 90 46 E-mail: christian.devantier@daimler.com



Denne release + højopløste trykkefærdige billeder kan downloades fra nettet på http://www.mercedespress.info

Bildtext:Daimler er fortsat verdens største producent af lastbiler. Netop den globale tilstedeværelse er en hjørnesten i koncernens markedsdominans. Daimler er repræsenteret med Mercedes-Benz i Europa og Brasilien, Freightliner og Western Star i Nord- og Sydamerika samt Mitsubishi Fuso i Asien.

Abonner

Multimedia

Multimedia