25 procent flere ansøgere til universiteterne

Det er populært at læse på landets universiteter. I alt modtog universiteterne 15. marts i år ansøgninger fra 14.157 unge. Det er en stigning på 2.801 ansøgere i forhold til sidste år svarende til 25 procent.

- Det er helt afgørende for Danmark, at mange danske unge ønsker at få en uddannelse og tilegne sig viden. Uden viden er det svært for den enkelte at få arbejde og umuligt for Danmark at skabe vækst og klare sig i en globaliseret verden. Det er også baggrunden for, at regeringen har et mål om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Alle universiteter har flere ansøgere pr. 15. marts 2010 sammenlignet med 2009. Mest bemærkelsesværdig er stigningen på Syddansk Universitet, der i år har modtaget 1.870 1. prioritetsansøgere. Det er 717 ansøgere eller 62 procent flere end sidste år. Der er en stigning på alle hovedområder. Den største vækst findes inden for teknisk videnskab med 66 procent flere ansøgere, næsthøjest ligger naturvidenskab med 37 procent flere ansøgere. I 2010 udgjorde kvinderne 58 procent af 15. marts-ansøgerne. Det er det laveste siden 2007, og det er et fald på 4 procentpoint i forhold til sidste år. Så hvis denne tendens holder i forhold til optagelsestallene, så går vi mod mere balance mellem kønnene på landets universiteter. - Flere drenge på uddannelserne er en rigtig god nyhed i forhold til målsætningen om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2015, da det særligt er drengene, der halter bagefter her, siger Charlotte Sahl-Madsen. Udviklingen i 15. marts-ansøgninger kan alene tages som en grov strømpil for den forventede udvikling i antal ansøgninger. Udviklingen kan skyldes, at flere ansøgere vælger at søge 15. marts frem for 5. juli. En vækst i antal ansøgninger betyder ikke nødvendigvis flere optagne. For at få flere optagne kræver det, at ansøgerne søger uddannelser med ledige pladser, eller at universiteterne opretter flere uddannelsespladser. Den 15. marts 2010 var der ansøgningsfrist for kvote 2-ansøgere, ansøgere med adgangsgrundlag fra udlandet og ansøgere til optagelsesområder med optagelsesprøve eller —samtale. Ansøgere, der alene vil bedømmes i kvote 1, kan søge frem til 5. juli. >Se årets notat om 15. marts-ansøgninger til universitetsuddannelser 2010 her: ubst.dk/optag _________________________________________________________________ For yderligere information kan pressemedarbejder Charlotte Holst kontaktes på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.

Abonner

Dokumenter og links