Danmark er det mest populære studieland i hele Norden

Danmark er det land i Norden, der modtager flest studerende fra de andre nordiske lande. Paradoksalt nok gør de danske studerende selv mindst brug af muligheden for at studere i et andet nordisk land. Videnskabsministeren opfordrer danske studerende til at udnytte mulighederne.

Godt 5.000 studerende fra Finland, Island, Norge og Sverige var i studieåret 2007/2008 i gang med at studere på en hel videregående uddannelse i Danmark. Det er markant højere end i det næstmest populære studieland i Norden, Sverige, hvor godt 2.000 studerende fra de øvrige nordiske lande var i gang med en hel videregående uddannelse i samme studieår. Samtidig er der markant færre danskere, der tager til et andet nordisk land, end der kommer til Danmark af andre nordiske studerende. I nævnte studieår var således kun 539 danske studerende i gang med at læse i et andet nordisk land, mens 2.888 norske studerende var i gang med at læse i et andet land i Norden. I en kommentar til tallene siger videnskabsminister Helge Sander: - Det er meget positivt, at studerende fra Norden vælger Danmark som deres mest populære studieland i hele Norden. Placeringen ligger helt i tråd med regeringens ambition om at gøre Danmark til et attraktivt land at studere i – også for internationale studerende. - Det er dog paradoksalt, at så få danskere vælger at tage en videregående uddannelse i et andet nordisk land. De nordiske lande er nogle af vore vigtigste handels- og samarbejdspartnere. Derfor er det en klar fordel for de kommende kandidater selv, hvis de i en periode har opholdt sig i et andet nordisk land, siger videnskabsminister Helge Sander. - Det handler selvfølgelig ikke om at begrænse danske studerende i at tage til USA, Australien og Kina – tværtimod er ophold på den anden side af jorden ofte guld værd senere i arbejdslivet. Men i en global tidsalder må vi bare ikke glemme de muligheder, der ligger hos vore naboer, siger Helge Sander. I 2008 var 3.196 danskere i gang med en hel videregående uddannelse i udlandet. 20 procent af dem var i et andet nordisk land. Danmark er i 2010 formand for Nordisk Ministerråd. Læs mere om det danske formandskab på Videnskabsministeriets hjemmeside. >Ugens tal: Studentermobilitet i Norden: http://vtu.dk/nyheder/aktuelle-temaer/2010/ugens-tal/studentermobilitet-i-norden/ ________________________________________________________________ Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på mobiltelefon: 4082 8958 eller e-mail: nho@vtu.dk

Abonner

Dokumenter og links