Sander inviterer erhvervslivet til samarbejde om grøn forskning

Videnskabsminister Helge Sander inviterer nu erhvervslivet til et tættere samarbejde om en grøn forskningsstrategi. Det sker som reaktion på de faldende private investeringer i forskning og udvikling i Danmark.

Det var et af budskaberne i ministerens tale på DI’s konference ”Danmark tilbage på vidensporet” i dag torsdag den 11. december 2008.

- Det er helt afgørende, at private virksomheder lægger forskning i Danmark. Det er i samfundets interesse, og det er i virksomhedernes egen interesse. For Danmarks fremtid er afhængig af let adgang til viden, siger videnskabsminister Helge Sander.

Ministeren understregede på konferencen en række af de initiativer, som regeringen har taget for at styrke rammevilkårene for forskning i Danmark, herunder den seneste finanslov med milliardinvesteringer i bl.a. basisforskning og strategiske satsningsområder.

Videnskabsministeren lægger op til et tættere offentligt-privat samspil fremover især inden for de strategiske satsninger, eksempelvis på klima- og energiområdet.

I Holland har man allerede udviklet flere programmer, hvor stat, erhvervsliv og andre aktører går sammen om investeringer i både forskning og uddannelse inden for særlige områder. Det gælder bl.a. på sundhedsområdet, hvor man under overskriften Top Institute Pharma, har investeret store midler i en fælles indsats, som sidste år havde en omsætning på over 90 millioner kroner.

- Det er regeringens ambition, at Danmark udvikler sig til et grønt vækstsamfund, der på sigt er uafhængigt af fossile brændstoffer. I den forbindelse er en grøn forskningsstrategi afgørende – og hvorfor ikke gøre dette til et første eksempel på et storstilet offentligt-privat samarbejde?, siger Helge Sander.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 3392 9737 eller e-mail: nho@vtu.dk.

Abonner

Dokumenter og links