Betonelement A/S solgt til irske CRH

  Virksomheden Betonelement A/S har siden 1992 været ejet af NCC og Højgaard Holding, hver med en ejerandel på 50%. Parterne sælger nu deres andele til den i Irland baserede, internationale CRH-koncern. Betonelement A/S er med sine syv fabrikker i Danmark én af landets førende producenter af betonelementer. Virksomheden beskæftiger 550 medarbejdere og havde sidste år en omsætning på 527 mio. kr. Efter salget indgår Betonelement A/S i CRH-koncernen, som producerer og sælger byggematerialer primært i Europa og USA. CRH beskæftiger globalt ca. 50.000 mennesker og havde sidste år en omsætning på 10,8 mia. Euro. ”- Efter grundige analyser mener vi ikke, at vi har strategiske fordele ved vores delejerskab af Betonelement”, siger Søren Ulslev, administrerende direktør i NCC Construction Danmark A/S. ”- Derfor er vi blevet enige med Højgaard Holding om at frasælge Betonelement. Det ligger i forlængelse af NCC’s strategi om løbende at fokusere virksomheden på de kerneområder, hvor vi har den største kompetence og de største udviklingsmuligheder”. Salget af Betonelement A/S, som forventes endeligt afsluttet i september i år, er betinget af en række sædvanlige forhold, herunder godkendelse hos de relevante konkurrencemyndigheder. Købesummen ligger i overkanten af Betonelements bogførte værdi, men parterne er enige om ikke at offentliggøre den nøjagtige salgspris. Salget af Betonelement A/S giver ikke anledning til at ændre NCC ’s forventninger til årets resultat.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner