It-koncern tjener på at flytte i nyt hovedkvarter

Report this content
Læse original

NNIT samlede sidste år alle sine medarbejdere i et nyt domicil i Gladsaxe. Det har allerede givet betydelige besparelser i driftsomkostningerne, og produktiviteten er øget. Nu vil it-virksomheden udvide med yderligere 8.000 kvadratmeter.

Billigere husleje, mindre spildtid på transport mellem afdelinger og forbedret virksomhedskultur og produktivitet blandt med medarbejderne. Så kort kan resultaterne opsummeres allerede et år efter, at it-virksomheden NNIT samlede flere afdelinger under ét tag i et nyt hovedkontor i Gladsaxe udviklet af NCC Property Development.

"NNIT er oprindeligt vokset ud af Novo Nordisk. Derfor sad vi blandt andet i nogle af deres lokaler samt på flere andre adresser i Lyngby. Den knopskydning er fin nok i en opstartsfase, men NNIT har i de seneste år været en selvstændig virksomhed i konstant vækst, og vi kender vores strategi, og ved, hvor vi skal hen. Derfor havde vi brug for at give virksomhedskulturen et løft ved at blive samlet under ét tag," forklarer direktør Per Kogut, NNIT.

Klar forretningsmodel

Præmissen i forretningsmodellen for at flytte var helt klar fra begyndelsen. Der skulle være en økonomisk gevinst for NNIT alene på husleje og driftsomkostninger.

"Kort sagt har vi fået det bedste af alle verdner. Vi betaler i dag en lavere samlet husleje. Dertil kommer, at vi ikke skal drive fem kantiner, fem motionsrum og fem receptioner. Og vi kan allerede se, at spildtiden i transport og forbrug på taxi-regninger er reduceret dramatisk. Samtidig er produktiviteten hos vores medarbejdere blevet bedre, fordi de sidder i samme bygning som deres kolleger og hurtigere kan hjælpe hinanden," fortsætter Per Kogut, der er chef for 1.400 medarbejdere i Danmark og yderligere 600 medarbejdere fordelt i blandt andet Kina, Philippinerne, Tjekkiet, Schweiz og USA.

Hovedkontoret, der er en del af et 35.000 kvadratmeter stort kontorhus, er udviklet i tæt samarbejde med NCC Property Development. NNIT flyttede i 2012 ind på 25.000 kvadratmeter, men udvidede i februar i år med yderligere 2.000 kvadratmeter, som NNIT overtog fra NCC, der også bor i huset. I februar 2015 rykker NCC ud af de sidste 8.000 kvadratmeter, som også overdrages til NNIT. Herefter bebor NNIT alle husets 35.000 kvadratmeter.

Skræddersyet løsning

"Vi er glade for, at vi som udviklere kan sikre, at NNIT får moderne og attraktive lokaler til en konkurrencedygtig leje. Samtidig kan vi lave en økonomisk model, der også tilgodeser investoren, som i dette tilfælde er PFA, og som NNIT i forvejen samarbejder med," forklarer Marius Møller, administrerende direktør i NCC Property Development.

At der er lykkedes, at få alle interesser til at mødes i en treenighed skyldes, at NNIT tidligt i af processen var meget bevidst om at finde de rigtige rammer og meget konkret om betingelserne for et nyt hovedkontor.

"Det betyder, at vi kan lytte og agere efter deres behov tidligt i fasen, hvor det er muligt at være fleksible og skabe et hus, som passer til NNIT," siger Marius Møller.

For øjeblikket vokser NNIT årligt med godt 100 medarbejdere. Med den takt, er det nuværende hovedkontor fremtidssikret frem til 2025.

"Så må vi se, om vi om nogle år om har yderligere behov for at udvide derefter," siger Per Kogut fra NNIT.

Foto:

NNIT nye hovedkontor i Gladsaxe, hvor virksomheden vil udvide med 8.000 kvadratmeter ved at overtage NCC’s lokaler.

Fakta:

NNIT’s nye domicil udgør cirka 25.000 kvadratmeter af en nyopført kontorejendom på cirka 35.000 kvadratmeter på Østmarken og Sydmarken i Gladsaxe, som blev taget i brug i 2012.

I februar 2013 overtog NNIT yderligere 2.000 kvadratmeter fra NCC, som også bor i huset.

NNIT overtager de resterende 8.000 kvadratmeter i 1. kvartal 2015, og det betyder, at NCC er på udkig efter en ny lokation til sit eget hovedkontor.

I dag arbejder 1.400 NNIT-medarbejdere i Gladsaxe, og det er planen, at der skal arbejde op mod 2.000 på adressen.

Huset er blevet til i tæt samarbejde mellem NCC, NNIT og PFA.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Camilla Rydahl, kommunikations- og marketingchef, NCC Property Development A/S,

telefon 2488 7440, e-mail: cry@ncc.dk.

Marius Møller, administrerende direktør, NCC Property Development A/S, telefon 2488 7373, e-mail: mrm@ncc.dk.

Per Kogut, direktør, NNIT, telefon 3075 3500, e-mail: peko@nnit.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Bolig. I 2012 havde NCC i Danmark en omsætning på ca. 5,7 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte. NCC Property Development udvikler og sælger kommercielle ejendomme på udvalgte vækstmarkeder i Norden, Baltikum og St. Petersborg.

NNIT er en international it-serviceleverandør, der rådgiver om, udvikler, implementerer og drifter it-løsninger til regulerede industrier. Hermed understøtter man både kundernes forretningsmål og deres daglige drift. NNIT er ejet af Novo Nordisk A/S, har over 1.400 medarbejdere og omsatte i 2012 for 2 mia. kr.

Tags: