• news.cision.com/
  • NCC/
  • Kvæsthusselskabet vælger NCC til råhus i underjordisk parkeringsanlæg

Kvæsthusselskabet vælger NCC til råhus i underjordisk parkeringsanlæg

Report this content
Læse original

NCC Construction Danmark bliver også storentreprenør på råhuset i det kommende parkeringsanlæg under Kvæsthusmolen i København. Et tæt samarbejde med bygherre og totalrådgiver skaber forudsætningen for et projekt i særklasse.

NCC Construction er i forvejen projekterende og udførende entreprenør på byggegruben, og det gode samarbejde med Kvæsthusselskabet og totalrådgiveren Lundgaard & Tranberg Arkitekter fortsætter nu med storentreprisen på råhuset i parkeringsanlægget – en ordre til ca. 134 mio. kroner.

”Vi har fra projektets start haft et åbent og tillidsfuldt samarbejde, hvor den gode indbyrdes forståelse har ført til fælles løsninger på udfordringerne. NCC har været meget aktive i optimeringsforløbet og gjort projektet mere bygbart, så vi er glade for at kunne fortsætte samarbejdet i næste fase,” fortæller Kvæsthusselskabets direktør Ole Bach.

Der er tale om et af verdens mest moderne underjordiske anlæg med plads til 500 biler, som skal opføres under Kvæsthusmolen tættest på Skuespilhuset. I hele anlæggets længde findes et forbindelsesrum i tre etager, som skaber lys og tryghed og gør det nemt at orientere sig.

”Parkeringen er indrettet med henblik på at være en oplevelse i sig selv – med arkitektonisk kvalitet hvor man mindst venter det. Sammenhæng og helhed mellem oppe og nede skaber en let og imødekommende stemning,” fortæller Henrik Schmidt, partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Det tætte samarbejde siden starten af projekteringsfasen har givet NCC en værdifuld forståelse:

”Det gør meget for det relationsbaserede samarbejde, at vi som entreprenør har kunnet følge skabelsesprocessen fra sidelinjen. Vi kender intentionen bag designet af anlægget og har kunnet have en dialog om muligheder og bidrage til at løse udfordringer,” fortæller senior produktionschef Ulrich Steen Jensen fra NCC Construction.

Opførelsen er ikke blot teknisk kompleks på grund af dybden og fugten. Der stilles også store overfladekrav til væggene, som insitu-støbes på stedet i fulde tre etagers højde.

Stor erfaring med underjordiske parkeringsanlæg

At arbejdet kommer til at foregå klods op af titusindvis af kubikmeter vand får dog ikke Ulrich Steen Jensen til at ryste på hånden:

”NCC har god erfaring fra lignende store sager – fx parkeringsanlægget på Dessaus Boulevard i Hellerup – og vi har haft et rigtig konstruktivt samarbejde med både bygherre, arkitekter og ingeniører omkring elementer så som membranen, der selvfølgelig er vigtigt i den dybde på grund af grundvandet”.

Netop på grund af vandtrykket skal parkeringsanlægget fæstnes solidt i undergrunden med ikke færre end 400 jordankre for at forhindre, at vandet ellers presser det opad.

Råhuset i parkeringsanlægget skal stå færdigt til september 2014. Herefter følger genetablering af pladsen oven på Kvæsthusmolen, som åbner i sommeren 2015.

FAKTA OM KVÆSTHUSPROJEKTET

  • Kvæsthusprojektet er en gave fra Realdania til offentligheden og realiseres i en partnerskabsaftale mellem Realdania og Kulturministeriet og det Kongelige Teater igennem datterselskabet Kvæsthusselskabet A/S.
  • Projektet skaber en ny stor plads på Kvæsthusmolen samt et underjordisk parkeringsanlæg med plads til 500 personbiler lige ved siden af Skuespilhuset i Københavns havn og består også af nye faciliteter ved Kvæsthusbassinet og ved Kvæsthusmolen syd på den modsatte side af Skuespilhuset. Der forberedes desuden til en eventuelt senere etablering af en broforbindelse til Dokøen og Operaen.
  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet den kommende Kvæsthusplads og det underjordiske parkeringsanlæg. Arkitektfirmaet, der også har stået bag designet og opførelsen af Skuespilhuset, står desuden sammen med underrådgiveren COWI for projekteringen af selve parkeringsanlægget.
  • Læs mere om Kvæsthusprojektet og følg løbende udviklingen og tidsplanen på www.kvæsthusprojektet.dk

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jesper Andersen, presseansvarlig, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2012 havde NCC i Danmark en omsætning på ca. 5,7 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.

Tags: