Langsigtet planlægning giver holdbare veje

Læse original

Prisen har ofte en indvirkning på valg af belægning, når kommuner og vejejere skal have fornyet deres veje. Valget falder på tynde lag asfalt for at få så mange m2 for pengene som muligt. Men det kan have kritiske konsekvenser for den nye belægnings holdbarhed og dermed koste dyrt på den lange bane.

Det bliver ofte en beslutning om kvantitet frem for kvalitet, når kommuner, grundejerforeninger og øvrige vejejere skal have fornyet deres veje med nye slidlag. Løsningen bliver et tyndt, billigt lag asfalt for så få penge som muligt og for at undgå ekstraudgifter til udbedring af skader. Desværre er underlaget sjældent i så god stand, at det kan svare sig at ty til de billige løsninger. Tværtimod kan det have en ødelæggende effekt på det nye slidlag. Derfor opfordrer NCC deres kunder og samarbejdspartnere til at tænke i langsigtet planlægning, når det handler om vedligeholdelse af vores veje.

”På gamle veje er der som oftest mange huller og sætninger, som kræver opretning og udbedring. Men det sker, at opretningen helt bliver sparet væk eller begrænset til kun de største huller. Det betyder, at det tynde slidlag bliver endnu tyndere de steder på vejen, hvor der er større eller mindre buler. For eksempel ser vi ofte lagtykkelser på under 1 cm, når vi udtager borekerner fra asfaltbelægninger til kontrol. Så tynde slidlag er stort set umulige at komprimere korrekt, og der vil tidligt vise sig skader på ”toppene” i den gamle belægning”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry.

God kvalitet kræver solidt forarbejde
Hos NCC gør man en dyd ud af at rådgive kunder og samarbejdspartnere om valg af slidlag, inden en nedslidt vej skal udbedres. Den nedslidte belægning kan nemlig ofte være fuld af sand og løse sten i overfladen, som gør det svært at vurdere skaderne i belægningen. Vejejerne er derfor tilbøjelige til at tro, at vejen er egnet til et nyt slidlag uden nævneværdige reparationer. Men under de løse sten gemmer der sig ofte en hel del revner og krakeleringer, som meget hurtigt giver skader på det nye slidlag, hvis ikke de udbedres.

”Det er godt givet ud at få foretaget en grundig rengøring af vejens overflade, inden man som vejejer indhenter et tilbud på asfaltarbejdet. Det gør det nemmere at vurdere omfanget af revner og andre skader, og giver dermed grobund for en god dialog og forventningsafstemning mellem kunde og entreprenør”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.

Ifølge Bjarne Bo bør fornyelse af et slidlag i det hele taget planlægges i god tid, hvis man ønsker et slidlag, der kan ligge i mange år uden skader.

”Pengene til det nødvendige forarbejde som for eksempel sporopretning kan være givet rigtig godt ud. Det vil give en længere levetid på det nye slidlag, og det vil betyde, at skader vil komme meget senere. Derfor skal en slidlagsfornyelse planlægges i god tid, så der kan træffes de rigtige valg og sættes tilstrækkelige økonomiske ressourcer af til arbejdet”.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt, telefon +45 27 88 21 40
Pernille Kjøller, Kommunikationspartner, NCC Danmark, telefon +45 41 37 85 62

OM NCC . Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links