NCC bygger andelsboliger på havnefronten

Nørresundby får nu 44 spændende boliger med en enestående placering på havnefronten med adgang til lystbådehavn og grønne områder. Boligerne opføres af NCC og får udsigt over Limfjorden. De nye andelsboliger har fået navnet Mellem Broerne efter placeringen mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen. Havnearealerne på begge side af fjorden gennemgår i øjeblikket en omfattende byudvikling med mange nybyggede boliger. "Vi har nu købere til 31 af de 44 andelslejligheder. De interesserede er typisk husejere midt i livet, som ønsker at flytte til moderne og vedligeholdelsesfrie boliger, men der er også flere yngre købere", siger projektleder Svend Pedersen, Kuben Byggeplandata A/S. Kuben har udviklet projektet og administrerer boligbyggeriet, som udføres i totalentreprise af NCC for Andelsboligforeningen Mellem Broerne. NCC og Kuben har et godt og langvarigt samarbejde, som i øjeblikket omfatter flere store boligprojekter i Aalborg-området. Det var derfor naturligt, at de to virksomheder også gik sammen om det nye byggeri. "Boligerne Mellem Broerne kommer til at bestå af fire bygninger, der placeres vinkelret på havnefronten, så alle lejlighederne får optimal udsigt over fjorden. Hver bygning er i fire etager og rummer 11 lejligheder, der varierer i størrelse fra 108 til 164 kvadratmeter. Der er tre boliger på hver af de første etager, mens den øverste etage indrettes med to store penthouselejligheder", siger afdelingschef Lars Kjeldgaard, NCC. Byggeriet er opdelt i to etaper, som sættes i gang samtidig. De første 22 boliger er klar til indflytning i juni 2005, og resten følger kun fire måneder efter. Arkitektur med maritimt præg "Den enestående placering på havnefronten afspejler sig i bebyggelsens arkitektur, som har et maritimt præg med lette, lyse og luftige facader, der står godt til det flimrende lys i vandet. Materialevalget matcher den smukke beliggenhed, og de lyse facader spiller samtidig flot op til det gamle Hotel Royal, som bliver nabo til de nye boliger", siger arkitekt Henning Svendsen fra Arkitema K/S, der har tegnet projektet. De fire boligenheder hører sammen to og to omkring et fælles hævet indgangsplateau. Herfra er der med elevator og en trappe adgang til boligerne og til kælder med depotrum. "Mellem de fire bygninger etableres rekreative opholdssteder og grønne områder, hvor beboerne ugeneret kan nyde udsigten. Bebyggelsen ligger ved en lille lystbådehavn og et nyanlagt parkanlæg, som sammen med havnepromenaden gør området særdeles attraktivt", siger Lars Kjeldgaard, NCC. Bygningerne er orienteret, så lejlighederne får optimale lys- og udsigtsforhold med en sydvendt panoramaudsigt. Lejlighederne indrettes med enkle og tidløse materialer. De udstyres alle med rummelige afskærmede altaner, som giver læ og mulighed for privatliv. Fakta om Mellem BroerneBeliggenhed: Mellem Broerne 11-17, AalborgKunde: Andelsboligforeningen Mellem BroerneBygeherrerådgiver: Kuben Byggeplandata A/SEntreprenør: NCC Construction Danmark A/SRådgivende ingeniør: NIRASArkitekter: Arkitema K/SSamlet byggeri: 5.800 kvadratmeter, i alt 44 boliger på 108 til 164 kvadratmeterByggeperiode: Juni 2004 til oktober 2005

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner