NCC-gave til Nobelparken afsløret

Efter mere end 10 års arbejde med at udvikle og opføre Nobelparken i Århus, kunne NCC torsdag sige "færdigt arbejde" med afsløring af en kunstgave til byggeriet. Kunstværket "Gadespejlet" er udført af Torben Ebbesen og opsat på bygningen, der huser Psykologisk Institut. Det er et oplyst billede, som så at sige "spejler" omgivelserne, og på bygningshjørnet indgår et firesidet spejlprisme i hele billedets højde. "Med denne gave vil vi gerne udtrykke vores glæde over det gode samarbejde undervejs i projektet og det opnåede resultat", sagde sektionsdirektør Jesper Krogh, NCC, ved afsløringen af gaven. Direktør Jørgen Andersen, Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S, der ejer Nobelparken, glædede sig over, at NCC med gaven er med til at realisere planen om kunsterisk udsmykning af Nobelparken. "Gadespejlet er ualmindeligt velvalgt på den centrale plads, det har fået," sagde Jørgen Andersen. Han udtrykte stor tilfredshed med det mangeårige samarbejde med NCC: "Projektforløbet har hele vejen igennem været præget af en meget fin "kemi" mellem de involverede, og resultatet er da også blevet særdeles vellykket", sagde Jørgen Andersen. Kunstneren Torben Ebbesen har siden 1980'erne haft væsentlig indflydelse på kulturlivet gennem sit mangesidede virke, og han er en central inspirator for installationskunsten. "Gadespejlet" forventes at gøre hjørnet af Psykologisk Institut til et træfpunkt i Nobelparken, og vendingen "vi mødes under gadespejlet" til en del af hverdagen i det unge miljø. 

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner