NCC i tæt samarbejde med Hadsund-virksomhed

En samarbejdsaftale med Uponor Infrastruktur skal være med til at øge NCC’s tilstedeværelse på det voksende marked for opgravningsfri renovering af kloak- og vandledninger.

Med stadigt mere avancerede tekniske løsninger kan levetiden på udslidte kloak- og vandrør forlænges. NCC har indtil nu tilbudt de gængse løsninger med en indvendig glasfiberforstærkning af eksisterende rør. I et tæt samarbejde med Uponor Infrastruktur indfører NCC nu en ny, avanceret løsning, der kan være med til at sikre de offentlige forsyningsvirksomheders kloakrørsystemer i mange år fremover. – Samarbejdet med Uponor Infrastruktur gør NCC i stand til at renovere de offentlige rørsystemer på en ny og i mange tilfælde mere miljøvenlig og økonomisk fordelagtig måde, siger direktør Erling Østergaard, ansvarlig for anlægsområdet i NCC Construction Danmark A/S. Samarbejdet giver NCC mulighed for at købe og installere en række No-Dig produkter fra Uponor Infrastruktur. NCC og Uponor Infrastruktur vil desuden i fællesskab markedsføre løsningerne over for de offentlige forsyningsvirksomheder. – Vi forventer, at aftalen med Uponor Infrastruktur øger NCC’s tilstedeværelse på det voksende marked for renovering af de offentlige forsyningsnet, siger direktør Erling Østergaard. Uponor Infrastruktur - som er et selskab i Uponor-koncernen - er en af Danmarks førende producenter af rørsystemer i plast og ligger i Hadsund ved Mariager fjord. Uponor Infrastruktur udvikler, fremstiller og markedsfører komplette løsninger i plast til bl.a. drikke- og spildevand. Uponor-koncernen, der har hovedsæde i Finland, er med ca. 5000 ansatte og flere end 20 produktionssteder en af verdens helt store producenter af rørsystemer til bygge- og anlægssektoren. Yderligere oplysninger: Direktør Erling Østergaard, telefon 39 10 35 77, eller pressekoordinator Niels Møller, telefon 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,7 mia. DKK og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Dokumenter og links