NCC indstillet til CSR-pris

Læse original

CSR People Prize uddeles d. 7. oktober 2015, og NCC er med på listen over indstillede virksomheder. Prisen gives for særligt socialt ansvar over for medarbejdere eller lokalsamfund.

I mere end ti år har Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) uddelt CSR People Prize til virksomheder, der udmærker sig ved at tage et socialt ansvar ud over det sædvanlige. NCC er denne gang blandt de indstillede virksomheder, og det vækker glæde hos direktør Palle Bjerre Rasmussen.

"Det er jeg meget stolt over. Bæredygtighed et vigtigt område i NCC, og det er noget, vi arbejder seriøst med at massere ind i alle dele af virksomheden, så vi både får dækket de økonomiske, sociale og miljømæssige sider af bæredygtighed", siger han.

Initiativ ud over det sædvanlige

Et af kriterierne for at blive indstillet til CSR People Prize er, at virksomhedens initiativer skal række ud over lovgivningen. Her peger Palle Bjerre Rasmussen på NCC's engagement i Virksomhedsskolen på Aarhus havn som et godt eksempel.

Virksomhedsskolen er et samarbejde mellem skole, kommune og virksomheden. Den skal give unge, der er havnet uden for systemet, en ny chance. På Aarhus havn er virksomhedsskolen blevet et konkret fundament for nogle af disse unge til at få en fremtid inden for byggebranchen.

"Vi har vældig gode erfaringer med Virksomhedsskolen, som for os handler om at tage socialt ansvar. Vi er med at til at hjælpe en ellers udsat gruppe af unge til først at få en uddannelse og senere måske et job hos os,” fortæller Palle Bjerre Rasmussen.

Godt eksempel

For Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), som arbejder for, at flere virksomheder tager et socialt ansvar, kan Virksomhedsskolen tjene som et godt eksempel. VFSA-formand og viceordførende direktør i Jyske Bank Sven Blomberg siger:

”Vi uddeler CSR People Prize for at gøre opmærksom på de udsatte grupper, som kan blive til ressourcer på arbejdsmarkedet, og for at hylde de virksomheder, der gør en særlig indsats gennem fx rekruttering af unge med kriminel baggrund eller personer med handicap, gennem forebyggelse af stress og sygdom på arbejdspladsen eller ved at fastholde medarbejdere, som har brug for støtte.”

Næste skridt er nominering

Listen med indstillede kan tælle langt over 100 virksomheder, og ud af dem nominerer en jury tre mindre og tre større virksomheder, som er med i finalen. Juryen består af virksomhedsledere, forskere samt embedsmænd, og de udpeger også vinderne blandt disse seks nominerede.

Der udvælges to vindere, da CSR People Prize uddeles i to versioner, en til virksomheder med under 100 ansatte og en til virksomheder med over 100 ansatte.

Blandt store virksomheder findes ud over NCC bl.a. Føtex, Lalandia og Semco Maritime.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 44 40

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.

Tags:

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links