NCC's tekniske direktør har 40 års jubilæum

Teknisk direktør Per Tagora, Ødamsvej 10, Hillerød har 1. november 40 års jubilæum i NCC. 61-årige Per Tagora hører til fornyerne i den danske byggebranche. Han har haft stor indflydelse på både faglige uddannelser, arbejdsmiljøpolitikker og utallige andre af branchens samarbejder. Selv har Per Tagora hele livet stræbt efter at udvikle sig selv og gøre en forskel. Selvom han voksede op på Amagers stenbro, uddannede han sig som ung til et arbejdsliv i mark og skov, hvor målet med uddannelsen som skovteknikker var at blive skovfoged. Lange udsigter til et lederjob indenfor skovbruget førte ham efter endt uddannelse direkte til entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz - i dag NCC. Han begyndte i jobs på byggepladserne, som landmåler og formand. Siden har Per Tagora haft visitkort med næsten samtlige af de titler, der findes hos NCC: produktionsleder, projektchef, sektionsleder, afdelingsleder, divisionschef, overingeniør, underdirektør og fra 2000 teknisk direktør. Per Tagoras passion for mennesker og ledelse gav ham stadigt mere ansvarsfulde poster i virksomheden, nu med ansvar for nogle af NCC's kerneområder: Arbejdsmiljø, sikkerhed og videnoverførsel gennem NCC's omfattende, elektroniske ledelsessystem. Det er også Per Tagora, der er ansvarlig for, at NCC blev den første - og i dag mest omfattende - ISO-certificerede, danske byggevirksomhed. Per Tagoras engagement i foreningsliv og mennesker har givet ham et af byggebranchens største, personlige netværk. Han er kendt og afholdt af både arbejdsgivere og fagforeninger. Han er formand for Dansk Byggeris uddannelsesudvalg, for Byggeriets Uddannelser og for Dansk Arbejdsmiljø. Desuden er Per Tagora bestyrelsesformand for virksomheden Kinnerup Care ApS, et vikarbureau for social- og sundhedssektoren. Per Tagora har som byggemand blandt andet været med til at opføre Roskilde Universitetscenter, Kildeskattehuset og danske domiciler til Digital og Hewlett-Packard. Per Tagoras 40 års jubilæum fejres med reception klokken 15.30 hos NCC, Tuborg Havnevej 15, 2900 Hellerup.  

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Dokumenter og links