• news.cision.com/
  • NCC/
  • NCC sælger byggeprojekt ved Flintholm Station til PKA for DKK 588 mio.

NCC sælger byggeprojekt ved Flintholm Station til PKA for DKK 588 mio.

Report this content

NCC Property Development A/S har solgt et projekt ved Flintholm Station til PKA for DKK  588  mio. Projektsalget omfatter en grund og et kombineret kontor og butiksprojekt. PKA overtager projektet i takt med færdiggørelsen.

Byggeriet på i alt 29.000 kvm kommer til at indeholde ca. 21.000 kvm kontorer, 3.000 kvm butikker samt 5.000 kvm p-kælder. Der er foreløbig udlejet 7.643 kvm kontor til Dan-Ejendomme A/S, med indflytning i maj 2012.

Direktør i NCC Property Development, Marius Møller, glæder sig over aftalen: ”Dan-Ejendommes valg blåstemplede projektet som attraktivt i forhold til beliggenhed og miljø, men salget til PKA er også en anerkendelse af, at Company House konceptet, har noget at tilbyde lejerne. Det bliver derfor et attraktivt hus for de fremtidige lejere på mange fronter.”

Projektet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opføres i totalentreprise af NCC Construction Danmark A/S. Det bliver det  største kontorbyggeri i Danmark, der miljøcertificeres som Breeam ”Very Good”. Miljøcertificeringen betyder, at byggeriets indflydelse på nogle betydningsfulde miljøfaktorer, såsom materialer, vandforbrug, affaldshåndtering, transport, energiforbrug, forurening m.v., er forbedret.

Ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe, påpeger, at der er flere grunde til de skærpede energikrav til byggeriet ved Flintholm: ”Vi mener, at miljøvenlige ejendomme  i stigende grad vil blive efterspurgt i fremtiden, og vi er overbevist om, at tiltagene vil tiltrække og fastholde lejerne og medvirke til sikring af ejendommens værdi. PKA har i en del år tænkt klima ind i vores investeringer, og vi ønsker som professionel investor at udvise ansvarlighed i forhold til vores ejendomsinvesteringer. Det er både en god forretning på sigt og helt i tråd med vores medlemmers ønsker.”

Byggeriet påbegyndes i november 2010 og forventes at stå færdigt i sommeren 2012.

Projektet er nærmeste nabo til Flintholm Station, og kommer blandt andet til at have direkte adgang fra stationens S-togsperron. Ud over kontorer forventes projektet at komme til at indeholde 1-2 dagligvarebutikker samt et mindre antal udvalgsvarebutikker i perron- og gadeplan.

Viceadministrerende direktør i NCC Construction, Klaus Kaae, der skal opføre det nye byggeri siger: ”Det er et rigtig spændende projekt. Vi kommer til at bygge helt op af metro-linjen og stationen, og det vil betyde store udfordringer. Men vi har de kompetencer der skal til, og vi glæder os til at komme i gang.”

For yderligere information, kontakt venligst:

Nikolaj Stampe, ejendomschef, PKA, +45 3945 4558
Marius Møller, direktør, NCC Property Development A/S, +45 24887373
Line Røtting Dornan, projektudviklingschef, NCC Property Development A/S +45 2788 2322
Klaus Kaae, viceadministrerende direktør, NCC Construction Danmark, +45 4035 2500

Alle NCC´s pressemeddelelser kan ses på www.ncc.se

NCC er en af de ledende bygge- og projektudviklingsvirksomheder i Norden. NCC koncernen havde i 2009 en omsætning på 52 mia. SEK og 18.000 medarbejdere. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Roads, NCC Property Development og NCC Bolig. NCC Property Development udvikler og sælger erhvervsejendomme på definerede vækstmarkeder i Norden og Baltikum.

Abonner

Multimedia

Multimedia