Nu opfører NCC de sidste kvadratmeter i Vallensbæk Company Park

Læse original

NCC igangsætter nu anden og sidste etape af Vallensbæk Company House IV. Hele ejendommen står indflytningsklar i foråret 2019.

Vallensbæk Company House IV er det sidste ud af fire NCC Company Houses i Delta Park i Vallensbæk syd for København. Byggeriet af det første blev påbegyndt i 2008, det næste blev opført i 2010 og det tredje stod færdigt i 2015. De tre kontorejendomme rummer tilsammen godt 18.000 m² kontorareal og er fuldt udlejede.

Det fjerde og sidste Company House indeholder 10.500 m², og udlejningen er godt i gang. Ejendommen indrettes fleksibelt og imødekommer dermed forskellige virksomheders behov; både hvad angår antallet af kvadratmeter og placeringen af arbejdspladser.

Hanne Poulsen, udlejningschef i NCC Property Development, mærker stor interesse fra potentielle lejere. ”Vi har allerede skrevet kontrakt med de første lejere, og vi får et stigende antal henvendelser fra virksomheder, der er på udkig efter nyt kontor og ser Vallensbæk Company House som en rigtig god mulighed,” fortæller hun.

Blandt de nuværende beboere i Vallensbæk Company Park er Haribo Lakrids, printerproducenten Ricoh, systemudbyderen Rittal og Top-Toy med legetøjskæden Fætter BR.

”Med færdiggørelsen af Company House IV binder vi sløjfe på udviklingen af Delta Park, der i dag fremstår som et attraktivt erhvervsområde med en rigtig god placering i forhold til infrastruktur og nærmiljø,” forklarer Henrik Norrild, projektudviklingschef i NCC Property Development og fortsætter: ”Tanken med de fire kontorhuse har været at udvikle lyse, funktionelle flerbruger-ejendomme, der appellerer til mange forskellige typer virksomheder. Det synes jeg er lykkedes.”

Vallensbæk Company House IV bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standarden, og målet er en guldkarakter. Det betyder blandt andet et godt og sundt indeklima samt et lavt energiforbrug.

Vallensbæk Company House IV er som NCC’s øvrige flerbrugerhuse udstyret med alle tænkelige fællesfaciliteter i form af kantine, reception, mødecenter osv. Dermed kan selv en mindre virksomhed opnå den store virksomheds fordele til en fordelagtig pris.

Vallensbæk Company Park har gratis parkering og direkte adgang fra motorvejen - og ligger kun femten minutters kørsel fra Københavns lufthavn. Det har været med til at gøre området populært blandt virksomheder med internationale relationer. De fire Company Houses ligger i gåafstand til offentlige transportmuligheder, og når Hovedstadens Letbane om få år bliver til virkelighed, får Delta Park sit eget stoppested på Søndre Ringvej. Kører man på cykel, kan man glæde sig over de gode cykelstier lige til døren. Dermed er det nemt for både medarbejdere og gæster at komme til og fra kontoret uanset transportform.

NCC har som mål at minimere miljøpåvirkningen og skabe værdi for såvel kunder som samfundet. Med miljøcertificerede bygninger, attraktive arbejdspladser og inkluderende bymiljøer er opførelsen af den samlede Vallensbæk Company Park en vigtig del af at nå en langsigtet ambition om at bidrage til en bæredygtig udvikling.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Louise Enghave, Kommunikationspartner, NCC Property Development, telefon 60 13 63 23

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,7 mia. DKK og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Multimedia

Multimedia