Ny Langelinjebro under opførelse

NCC starter opførelsen af Københavns nye Langeliniebro ved Folke Bernadottes Allé. Den nuværende bro tages endeligt ned i starten af maj. Arbejdet foregår i samarbejde med Københavns Bymuseum, der har fundet en gammel trækonstruktion på stedet.

Fra den 2. maj er det definitivt slut med at gå eller cykle over den nuværende Langeliniebro fra Østbanegade til Kastellet i København. Den eksisterende midlertidige bro rives ned og NCC opfører en ny permanent Langeliniebro for Københavns Kommune. NCC er begyndt etableringen af den nye bros østlige landfæste ved Kastellet og Folke Bernadottes Allé, hvor det kommer til at ligge lidt nord for det nuværende fæste. - Vi har gravet ud til fundamentet, og har rammet pæle i jorden, der skal bære den kommende bro. Nu er vi ved at støbe fundamentet, som skal bære broen, siger projektleder Kristjan Sigurdsson fra NCC, som gav det økonomisk mest attraktive tilbud på nedrivningen og nyopførelsen af broen blandt fem prækvalificerede entreprenørvirksomheder. Bystrup Arkitekter har designet den nye bro i samarbejde med rådgivende ingeniører Moe & Brødsgaard A/S. Broen bliver 172 meter lang og syv meter bred. Den kommer til at fremstå som en buet stålkonstruktion i rusttræge stålmaterialer, der arkitektonisk passer ind i det komplekse jernbaneterræn med køreledninger og master, som broen skal spænde over. Mindre end to uger efter lukningen vil den gamle gitterbro ikke længere kunne ses. NCC fjerner de gamle landfæster, søjler og fundamenter, hvorefter der skal støbes nye fundamenter, landfæster og betonsøjler til broen. Selve broen bliver udført som en kontinuert stålkassedrager. Den sammensættes af fire stålelementer på op til 50 meters længde, som fremstilles i Spanien og sejles til Nordhavn Station, hvor de bliver læsset på blokvogne og kørt til byggepladsen. - Vi kommer til at arbejde med en del tunge løft. Det største bliver på 200 tons i 40 meters udlæg. Det betyder, at vi skal tage højde for et løft på 8.000 tonsmeter, når kranen løfter brodelene på plads, forklarer Kristjan Sigurdsson. NCC har brugt to måneder på at tilrettelægge byggeprocessen til mindste detalje. Sporterrænet under broen krydses dagligt af mere end 1.000 S-tog, regionaltog og intercitytog. - Vi gennemfører en stor del af arbejdet om natten, hvor der er mindst trafik. I perioder har vi planlagt byggeriet helt ned til minuttet, for at vi kan koordinere de nødvendige sporskifter med Banedanmark, siger Kristjan Sigurdsson. Under udgravningen til det første brofæste ved Kastellet dukkede der rester efter en gammel trækonstruktion op af jorden. Derfor er gravearbejdet blevet gennemført i samarbejde med Københavns Bymuseum. - De har overvåget gravearbejdet, og vi har hele tiden fulgt deres instruktioner. Det betyder, at vi har arbejdet på lavt blus, men nu er vi ved at være færdige. Det er endnu ikke klart, hvor gammel trækonstruktionen er, eller hvad det har været, men Bymuseets personale arbejder på at finde ud af det, oplyser Kristjan Sigurdsson. Den oprindelige Langeliniebro, designet af professor Asger Skovgaard Ostenfeld, stod færdig i 1896. Den var og blev den største danske stålgitterbro nogensinde - og blev betragtet som et originalt æstetisk og teknisk kunstværk. I 1986 var broen dog så angrebet af rust, at den måtte lukkes for biler, og i 1992 blev den revet ned. I stedet opførte Københavns Havn den midlertidige stibro, som altså nu er ved at blive erstattet med den nye permanente Langeliniebro. Fakta om den nye Langeliniebro: Beliggenhed: Fra Østbanegade til kastellet, bag Østerport Station Bygherre: Københavns Kommune Vej & Park Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Kontraktsum: 25,2 mio. kr. Arkitekt: Bystrup Arkitekter ApS Landskabsarkitekt: Møller & Grønborg A/S Ingeniør: Moe & Brødsgaard A/S Broens længde: 172 meter Broens bredde: 7 meter Byggeperiode: Marts 2005 - december 2005 Yderligere oplysninger: Projektleder Kristjan Sigurdson tlf. 24 88 76 18, pressekoordinator, Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S Projektleder Ole C. Nielsen tlf. 33 66 35 11, Københavns Kommune, Vej & Park Arkitekt Brian Endahl tlf. 39 27 00 85, Bystrup Arkitekter ApS

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abboner