Plejecenter klar til rejsegilde

På trods af halvanden måneds ekstra arbejde med at fjerne gammelt asbest når NCC at gøre plejecenteret Ålholmhjemmet færdigt til tiden. 26. maj holdes rejsegilde på det ombyggede plejecenter.

De kommende beboere på Ålholmhjemmet i Hillerød kan flytte ind til tiden på trods af ekstra arbejde i de gamle bygninger. Under renoveringen og ombygningen af Ålholmhjemmet i Hillerød er NCC i større omfang end forventet stødt på asbest i de gamle plejehjemsbygninger. Asbesten har ikke været til fare for de tidligere beboerne, men det ekstra arbejde med at fjerne den har betydet, at NCC’s arbejde med at renovere og udvide plejecentret måtte vente halvanden måned på at gå i gang. Tilbageflytningen af dagcentret og hjemmeplejen i kælderetagen bliver derfor udskudt fra maj til juni, hvorimod de kommende beboere af det nye plejecenter kan se frem til at flytte ind i deres nyistandsatte boliger som oprindelig planlagt. Asbestsaneringen er nu overstået, og renoverings- og tilbygningsarbejdet skrider hurtigt frem. NCC er næsten færdig med at opføre de nye tilbygninger, og 26. maj klokken 13 er der rejsegilde på plejecentret. - Vi har lovet Hillerød Kommune, at vi bliver færdige med Ålholmhjemmet til den planlagte tid på trods af forsinkelsen. Vi har sat ekstra bemanding på for at klare opgaven, og vi arbejder intenst på at koordinere indsatsen, så de ekstra kræfter bliver udnyttet til det yderste, siger projektleder Eiler Jeppesen, NCC. Det var meningen, at de resterende beboere på Ålholmhjemmet skulle blive boende i to af hjemmets fløje under renoveringen. Men idet NCC afleverede det nyopførte Sofienborg Plejecenter før tiden, kunne de tilbageværende beboere flytte til deres nye hjem, inden renoveringen gik i gang. - Ved at lade beboerne fra Ålholmhjemmet flytte til det nye plejecenter klarer vi ombygningen ad én i stedet for to omgange, og byggeriet går hurtigere, fordi vi ikke skal tage så meget hensyn til støv og støj. Dermed skæres ombygningsperioden væsentligt ned, samtidig med at de ældre slipper for at flytte to gange. Ikke mindst set i lyset af det ekstra arbejde med at fjerne asbesten var det godt, at vi kunne flytte beboerne helt ud, siger Eiler Jeppesen. Projektet vil medvirke til at give ældre i Hillerød Kommune bedre boligforhold. De 46 nye boliger får eget tekøkken og bad. En del af boligerne indrettes specielt til ægtepar, og en fløj indrettes som demensafsnit. - Vi har haft repræsentanter for de kommende beboere af Ålholmhjemmet og Hillerød Kommune på besøg i den første prøvebolig, og de har udtrykt stor tilfredshed med forholdene, siger Eiler Jeppesen. Ved ombygningen bibeholdes Ålholmhjemmets gule mursten, der også benyttes til de nye bygninger. Tagene får ovenlysbånd, som trækker lyset ned midt i fløjene. Plejecentret får desuden nyt indgangsparti, og der etableres et gårdhaveanlæg med en mindre sansehave. NCC ombygger Ålholmhjemmet i en totalentreprise sammen med Jensen + Jørgensen + Wohlfeldt Arkitekter AS og Lemming og Eriksson A/S Rådgivende Ingeniørfirma. Indbydelse: Redaktionen indbydes til at deltage i rejsegildet på Ålholmhjemmet, Kirsebærallé 7, 3400 Hillerød, torsdag den 26. maj klokken 13. Fakta om om- og tilbygningen af Ålholmhjemmet: Beliggenhed: Kirsebærallé 7, 3400 Hillerød Bygherre: Hillerød Kommune Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Arkitekt: Jensen + Jørgensen + Wohlfeldt Arkitekter AS Ingeniør: Lemming og Eriksson A/S Rådgivende Ingeniørfirma Bygherrerådgiver: A/S Hifab Bygherreombud, Tegnestuen Baghuset Nivå ApS Samlet byggeri: 4.763 kvadratmeter Heraf ombygning: 3.676 kvadratmeter Byggeperiode: November 2004 - september 2005 Yderligere oplysninger: Projektleder Eiler Jeppesen, tlf. 40 42 16 67, pressekoordinator Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S. Projektkoordinator Karsten Schrøder, tlf. 48 20 26 63, Hillerød Kommune.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abboner