Rejsegilde på Danmarks mest moderne forbrændingsovnlinie

Tirsdag den 31. august klokken 14 holdes rejsegilde på bygningen, som kommer til at huse landets mest moderne ovnlinie til forbrænding af affald. Bag projektet står I/S Reno-Nord i Aalborg, og NCC er ved at lægge sidste hånd på råhuset i beton. "Byggeriet er gået fuldstændig efter planen. Vi er nu ved at lægge tag på den 45 meter høje bygning, og til maj næste år kan vi begynde på de første test af anlægget," siger direktør Henrik Skovhaug fra I/S Reno-Nord. Projektet til i alt 680 mio. kr. er udbudt i fagentrepriser. NCC vandt licitationen over råhuset. Rambøll er bygherrerådgiver, og Arkitektfirmaet C. F. Møller har tegnet. Selve ovnen, som beløber sig til cirka 380 mio. kr., leveres af et konsortium. Baggrunden for det store projekt er nedslidning af det hidtidige anlæg og nye krav fra EU til rensning af røg fra forbrændingsanlæg. Den nye ovn har kapacitet til at forbrænde 20 ton affald i timen og kommer til at behandle affald fra 225.000 mennesker i Arden, Dronninglund, Hals, Sejlflod, Skørping, Aabybro og Aalborg kommuner. I alt cirka 130.000 til 140.000 ton affald pr. år. I dag kan 80 procent af den udviklede energi ved affaldsforbrænding omsættes til elektricitet og fjernvarme. Den nye ovns energiudnyttelse bliver op til 98 procent. "Det svarer til, at forbrændingsanlægget kan forsyne cirka 30.000 parcelhuse med elektricitet og 16.000 med fjernvarme," siger Henrik Skovhaug. Markant bygningHuset til den nye ovn er nu oppe i fuld højde på 45 meter og markant i landskabet. De store flader brydes dog på forskellig vis: Betonvæggene i bunden males sorte, mens væggene beklædes med lyse metalplader. Øverst afsluttes bygningen af et vinduesbånd. I forbindelse med nybyggeriet renoveres de hidtidige bygninger, så komplekset vil komme til at fremstå som en lysere og lettere helhed. Den nye ovnbygning og al dens teknik er klar cirka 1. maj 2005, og fra 1. august til 1. november er der prøvedrift. Bygherrens foreløbige overtagelse af projektet er planlagt til 1. november, oplyser Henrik Skovhaug.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abboner

Dokumenter og links