Royal interesse for tilgængelighed

Da HKH Kronprinsesse Mary mandag gæstede European Disability Congress på Scandic Sydhavnen, fik hun lejlighed til nærmere at studere ’Verdens Mest Tilgængelige Kontorhus’ – Danske Handicaporganisationers kommende domicil i Høje Taastrup.

Omkring 300 politikere, embedsmænd og repræsentanter for diverse organisationer fra hele EU deltager mandag og tirsdag i konferencen ”European Disability Congress”, hvor det danske EU-formandskab sammen med det europæiske handicapforbund European Disability Forum sætter tilgængelighed og inklusion på dagsordenen.

HKH Kronprinsesse Mary åbnede mandag konferencen i selskab med blandt andre social- og integrationsminister Karen Hækkerup og fattede her interesse for en displayudstilling om ’Verdens Mest Tilgængelige Kontorhus’, som kronprinsessen senere vendte tilbage til for at studere nøjere.

Det kommende domicil for Danske Handicaporganisationer er netop nu under opførelse og skal efter planen indvies i starten af december 2012. Når det står færdigt, vil det være et skoleeksempel på tilgængeligt kontorbyggeri med de mest moderne og innovative tilgængelighedsløsninger set i verden.

”Vi er utroligt glade for Hendes Kongelige Højheds oprigtige interesse,” fortæller formand for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad, der ikke lægger skjul på, at den royale interesse også tiltrækker flere besøgende på standen.

”Dagen igennem har journalister, politikere, embedsmænd og organisationsrepræsentanter fra hele Europa været henne for at studere vores udstilling, og efterspørgslen på at få tilsendt mere materiale om vores byggeri har været overvældende,” fortsætter en glad Stig Langvad.

”I en tid hvor adgangen til arbejdsmarkedet for mennesker med funktionsnedsættelse virkelig er til diskussion, er det vigtigt for os, at vi med dette byggeri viser, hvordan man kan bygge et kontorhus, hvor alle kan være med på ligeværdig vis,” siger Stig Langvad.

Handicaporganisationernes Hus er på 12.600 m2og opføres på en grund lige op ad Høje Taastrup Station. Byggeriet forventes afsluttet i slutningen af november. Huset opføres med støtte fra især Den A.P. Møllerske Støttefond, Realdania og Villum Fonden.

Domicilet opføres i totalentreprise af et team bestående af entreprenørvirksomheden NCC, Cubo Arkitekter, arkitektfirmaet Force4, arkitektfirmaet Møller & Grønborg samt ingeniørfirmaet NIRAS.

Læs mere på http://www.handicaporganisationerneshus.dk/ og http://www.edf-feph.org/

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.

Tags:

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,7 mia. DKK og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links