Skal Lindevangsparken på Frederiksberg vinde Bæredygtig Beton Prisen?

Læse original

Klimaløsningen ved Lindevangsparken på Frederiksberg er blandt tre nominerede til at vinde Bæredygtig Beton Prisen, som brancheorganisationen Dansk Beton i Dansk Byggeri uddeler for femte gang. Du kan være med til at bestemme, hvem der vinder ved at stemme på din lokale favorit.

I 2011 oplevede borgerne ved Lindevangsparken en massiv oversvømmelse. Et voldsomt skybrud førte store vandmasser nord for parken til Peter Bangsvej, hvor der skete omfattende vandskader i kældre og butikslokaler. Det satte Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning i gang med at sikre området mod fremtidige skybrud. 
 
Med Lindevangsprojektet bliver vandet nu ledt uden om kloakkerne og håndteret over jorden, så man kan undgå oversvømmelser igen. Samtidig kan beboerne glæde sig over den forvandlede Lindevangsparken og pladsen ved Sløjfen, der blandt andet inviterer til leg i springvandet og den flotte vandkunst Spiralen.

”Det har været et spændende projekt for NCC, at være at være en del af, da vi både har kunnet løse en konkret klimaudfordring, i form af massive regnvandsmængder, og at vi samtidig har bidraget med at udvikle byrummet på Frederiksberg og har leveret et nyt mødested for byens borgere” siger Peter Hermann Hansen, Områdedirektør hos Forsyning, NCC.  

I Lindevangsparken er der etableret en grøft – Solbærgrøften – der kan tage de første regnmasser ved ekstremt regnvejr. Når grøften er fuld, ledes vandet delvist videre til en nyanlagt regnvandssø i parken og delvist videre til pladsen syd for parken, hvor en kæmpe betonspiral – Sløjfen – tilbageholder regnvandet. I alt er der et samlet regnvandsvolumen på 4.150 kubikmeter.


Fra klimaudfordring til bæredygtigt betonprojekt
Betonspiralen på pladsen er vandkunst, hvor renset regnvand løber rundt i spiralens midte og ender i springvand, som områdets børn leger i. Betonspiralen, der er solidt funderet 1,2 meter under jorden, bruges også som siddeplads og legested. Inde i parken er bunden af regnvandsøen en stor massiv betoncirkel, som både fungerer som afløb for regnvand og som rekreativ legeplads i tørvejr. Både spiralen og ’bundproppen’ i regnvandsøen er funktionelle, æstetiske og rekreative betonkonstruktioner.

- Lindevangsparken og Sløjfen er et bæredygtigt projekt, fordi man har brugt betonenes unikke egenskaber til at løse en kompliceret klimaudfordring. Samtidig har man skabt et spændende rekreativt område for borgerne, som er æstetisk og indbyder til mange forskellige aktiviteter, siger formand for dommerkomitéen, Julian Weyer, partner i arkitektfirmaet C.F. Møller.


Frederiksberg i konkurrence med Viborg og Roskilde
Der er to andre nominerede projekter til Bæredygtig Beton Prisen: Klimaprojektet sØnæs i Viborg og byudviklingsprojektet Musicon i Roskilde. Hvem, der vinder, afgøres af, hvem der får flest stemmer. Afstemningen skydes i gang den 13. februar og løber frem til 17. marts. Alle kan stemme på jeres favorit på www.danskbeton.dk/bæredygtigbetonprisen - og deltage i konkurrencen om flotte præmier.


Fakta om Lindevangsparken på Frederiksberg
Bygherre: Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning Arkitekt: Marianne Levinsen Landskab ApS Rådgivende ingeniør: NIRAS Entreprenør: NCC Areal: 24.000 kvadratmeter Anlægssum: 27,4 mio. kr. Udført: 2015 Regnvandsvolumen: 4.150 kubikmeter.

Læs mere om projektet her: www.mariannelevinsen.dk , www.klimatilpasning.dk

Se youtube-film fra skybruddet her: www.youtube.com/watch?v=COitSnE43LQ


Fakta om Bæredygtig Beton Prisen
Bæredygtig Beton Prisen uddeles af Dansk Beton i Dansk Byggeri. Der blev indstillet rekordmange projekter til Bæredygtig Beton Prisen 2017. Det vidner om en stor interesse for prisen og om mange bæredygtige måder at bruge beton på. Dommerkomiteen, der har udvalgt de nominerede, består af arkitekt Julian Weyer, arkitektfirmaet C.F. Møller, Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder, arkitekt Rie Øhlenschlæger, indehaver af AplusB, adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, og direktør Niels Søndergaard, DK Beton og formand for Dansk Beton.

Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, som alle kan stemme på og dermed være med til at afgøre, hvem der vinder.

Læs mere om Bæredygtig Beton Prisen på http://www.danskbeton.dk


Fakta om afstemningen og præmierne
Hvem der løber med Bæredygtig Beton Prisen afhænger af, hvem der får flest stemmer. Afstemningen skydes i gang den 13. februar og løber frem til 17. marts. Alle kan stemme på jeres favorit på www.danskbeton.dk/bæredygtigbetonprisen

Der trækkes lod blandt alle deltagerne om en hovedpræmie: Et EH2 sofabord med en smuk betonbordplade til en værdi af 3.900 kr. www.eberhart-furniture.com

Hver uge trækkes der desuden lod blandt ugens stemmeafgivere om et Ton_table i eg til en værdi af 1.675 kr.. www.tonton.dk  

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Mark Sørensen, Kommunikationsmedarbejder, NCC Danmark, telefon 41 37 85 64


OM NCC . Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.

Tags:

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links