Studerende på sommerkursus hos byggefirma

30 studerende – jurister, arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører – deltager på NCC’s ugelange sommerkursus, der begynder mandag. På kurset møder fremtidens ledere og specialister den britiske byggebranches store omlægger, Nigel Barr, og kommer som et supplement til den teoretiske indlæring til at arbejde med udfordringer, der har direkte udspring i virkeligheden.

Selvom temperaturen stiger, har 30 studerende valgt at bruge en uge af sommerferien på skolebænken hos entreprenørselskabet NCC. Emnet for kurset er samarbejde. Ny, dansk forskning fra DTU viser, at samarbejdsproblemer er med til at hæve byggepriserne i Danmark. Jo bedre samarbejde, jo mere og bedre byggeri kan der skabes for pengene. – Samarbejdsproblemerne findes ikke kun på selve byggepladsen, men også i særlig grad mellem de faggrupper som designer, beregner, projekterer og sammen leder byggeprocessen. Vi bidrager gerne til, at samarbejdskulturen forbedres og tilliden mellem arkitekter, ingeniører, jurister, myndigheder og byggefirmaer højnes. Kan tilliden skabes allerede mens fagene formes i undervisningssystemet, har vi taget et godt første skridt til at forebygge samarbejdsproblemer, siger HR-direktør Susanne Kynne Frandsen, NCC Construction Danmark A/S. På det tværfaglige sommerkursus stiller NCC viden, eksempler og den internationalt efterspurgte foredragsholder – en af den britiske byggebranches store fornyere, også kendt som Europas Mr. Partnering, Nigel Barr – til rådighed for detagerne. Kurset er overtegnet og NCC har udvalgt de 30 deltagere blandt flere end 80 ansøgere. I dagene fra den 3. til den 7. juli skal sommerskole-deltagerne gennem et langt dagsprogram. Deltagerne lytter til foredrag, løser opgaver og gennemgår en lang række øvelser. Skemaet er fokuseret på byggeriets nye samarbejdsform, Partnering, hvor åbenhed, tillid og vilje til at løse konflikter er afgørende. – En stor del af byggebranchens udfordringer handler om at give faggrupperne og medarbejdere nye værktøjer. Vi håber, at de studerende får viden om, at det er nødvendigt at de også efter sommerkurset skærper deres egne kompetencer inden for kommunikation og samarbejde, siger Susanne Kynne Frandsen. Deltagerne kommer til at arbejde med emner som teambuilding, conflict management og mediation – samtidig med, at holdet arbejder med et gennemgående, virkeligt byggeprojekt og de problemer og konflikter, der fandt sted, da projektet skulle planlægges, projekteres, bygges og evalueres. Yderligere information: HR-direktør Susanne Kynne Frandsen, telefon 39 10 35 77, pressekoordinator Niels Møller, telefon 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner