Succesfuldt samarbejde bag utraditionelt baggårdsbyggeri

Vesterbro i Aalborg har fået 28 nye spændende boliger i en stil, som matcher de omkringliggende ældre bygninger. Søndag den 7. marts klokken 12 er der åbent hus i lejlighederne på Vesterbro 21F, som er opført i et særligt åbent og tæt samarbejde mellem byggeriets parter. Lejeboligerne er opført af NCC Construction Danmark A/S for Pensionskassernes Administration (PKA) og administreres af Dan-Ejendomme A/S. "Lejligheder er velindrettede og lyse og har en attraktiv placering med udsigt over Vestre Kirkegaard og byen," siger Erik W. Bundesen, teknisk chef for Dan-Ejendomme A/S. Byggeriet har været organiseret som et Partnering-projekt, hvor en kreativ og åben dialog mellem de implicerede parter har medført, at de klassiske byggekonflikter mellem økonomien, boligernes funktioner, arkitekturen og udførelsen er reduceret væsentligt. "Partneringaftalen har resulteret i et optimalt samarbejde under byggeriet, og det er i sidste ende til fordel for de kommende beboere. Den løbende dialog giver en bedre økonomi for udførelse af projektet, så der skabes råderum til at giver de gennemtænkte boliger et yderligere løft i kvaliteten," siger projektchef Frank Bo Lassen, NCC. Godt resultat med partnering Den velfungerende partnering har været indgået mellem NCC, Dan-Ejendomme A/S, arkitektfirmaet Arkitema A/S og Bascon rådgivende ingeniører A/S. Processen blev indledt med drøftelser af holdninger, succeskriterier og fælles mål for projektet, og alle parter har i løbet af processen været fælles om beslutningerne. En klar rollefordeling og en stram ansvarsstyring har sikret en høj kvalitet i hele forløbet.  "Partnering-aftalen giver projektet en større gennemsigtighed for os som bygherre, fordi alle parter er mere åbne om deres forudsætninger og økonomiske interesser," siger Erik W. Bundesen. "Samtidig gør det tætte samarbejde det nemt at fange misforståelser i opløbet og gennemføre løbende justeringer, så pengene bliver brugt mest fornuftigt uden at gå på kompromis med den ønskede høje kvalitet i byggeriet," siger han. Nye boliger matcher ældre baggårdDe banebrydende baggårdsboliger er opført i tre etager, og alle boligerne er på 90 kvadratmeter med altaner mod både øst og vest. Kombinationen af galvaniseret stål, glas og sortlakerede facader danner en flot kontrast til baggårdens eksisterende bindingsværksbygninger. Hver af de 28 boliger er i to plan og forskudt, således at nederste og øverste lejlighed "deler" den midterste etage. Lejlighederne med adgang i stueplan får køkken-alrum samt sove- og badeværelse samlet i ét plan. En trappe i køkken-alrummet fører op til en rummelig stue på 1. sal, hvorfra der er fin udsigt. De øverste lejligheder indrettes med køkken-alrum på 1. sal med trappe op til 2. etage med stue og soveværelse.

Om os

Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

Abonner