GT-R modelår 2010

I tråd med Nissans filosofi omkring løbende forbedring af mærkets high performance-ikon har koncernen foretaget nogle små, men vigtige opdateringer af superbilen GT-R.

Kørekomforten er blevet forbedret ved at ændre affjedrings- og støddæmperkarakteristikken foran. Køreegenskaberne er blevet endnu mere dynamiske takket være optimeret respons og en mere præcis styring af undervognens bevægelser. Bagest er bærearms bøsningernes stivhed blevet øget, hvilket giver en bedre føling med vejen og bedre respons i sving. Den regulerede momentfordeling mellem for-og bagaksel, som er aktiv, når GT-R kører med lav hastighed lige efter igangsætning, mens væskerne er kolde, er blevet ændret for at øge fleksibiliteten på bagakslen. Desuden er gearkassens karakteristik blevet ændret, så der skiftes senere ned fra 6. til 5. gear ved kørsel i det automatiske program, mens gearskiftemønstret er mere aggressivt, når der geares ned fra 4. til 3. gear og fra 3. til 2. gear. Der er tilføjet to ekstra NACA-kølekanaler til kulfiberdiffusoren under bilen, hvilket giver ekstra afkøling til udstødningssystemet og gearkassen. Desuden reduceres gearkassetemperaturen ved hjælp af et nyt rør med større diameter til oliekøleren. En anden lille, men væsentlig ændring er foretaget på det forreste gearkasseophæng, som er gjort stivere for at reducere vibrationerne gennem drivlinjen ved kørsel med stor belastning. Balancen i den elektroniske bremsekraftfordeling er flyttet en anelse bagud, hvilket giver større stabilitet ved opbremsning. En ændring af den bageste bremsefjeder har reduceret støjen, og en ændring af vindafviseren giver bedre afkøling af de bageste bremser. Ændringer af emissionssystemet betyder, at GT-R nu opfylder Euro 5-normen, uden at det er gået ud over præstationerne. CO2-emissionerne er faldet med 3 gram til 295 g/km. Rent visuelt har både den forreste og den bageste kofanger nu et dobbelt lag klarlak. Indvendigt er der kommet finish i sport gun-metalfarve omkring speedometeret og omdrejningstælleren. Desuden har bagsæderne fået ny isolering. De biler, der er leveret til kunderne siden september, har været de første modeller med Nissans nyeste generation af kombineret audio- og navigationssystem med 40 GB hukommelse. Blandt de mange fordele er en stor udvidelse af kortmaterialet over Østeuropa og ny 3D-navigation, som er nem at følge. Opløsningen i den nye 7"-skærm er op til fire gange bedre end i skærmen til det tidligere system. En anden fordel ved systemet er integreringen af en 9,3 GB musikenhed, hvor der kan gemmes musik fra op til 300 cd'er. Systemet giver også mulighed for tilslutning af iPod/USB-apparater, der kan betjenes komplet via skærmen og/eller knapperne på rattet. Desuden vises der informationer om musiknummer, kunstner og album på skærmen. Andre audioapparater kan afspilles via systemets Bluetooth audio streaming-funktion. Siden salgsstarten sidste år har Nissan leveret mere end 1.600 GT-R til kunder i Europa. I de nordiske og baltiske lande er der indregistrerede omkring 40 GT-R. GT-R er blevet rost over hele verden, og den har vundet mere end 50 priser og anerkendelser siden verdenspremieren for snart to år siden. Anerkendelserne omfatter:  Top Gear: World Supercar of the Year (Storbritannien)  What Car?: Performance Car of the Year (Storbritannien)  Motor Trend Car of the Year (USA)  International Car of the Year (Storbritannien, USA)  Consumers’ Choice Award: Car of the Year 2007-2008 (Japan)  Guinness Rekordbog: Den hurtigste accelererende 4-personers, serieproducerede bil fra 0-100 km/h (Italien)

Abonner

Dokumenter og links