Nissan annoncerer salg af GT-R SpecV i Europa

Nissan i Europa vil kun sælge 40 eksemplarer af den ultimative GT-R supersportsvogn – SpecV. Bestillinger modtages nu og frem til den 15. december hos Nissans High Performance Centres (NHPC) i Europa. Det begrænsede udbud på 40 biler til det europæiske marked markerer, at det i 2009 er 40 år siden, at den første Nissan med GT-R-logoet blev lanceret. Som et andet symbol på bilens eksklusivitet og bilens samhørighed med Nürburgring Nordschleife i Tyskland udstilles SpecV som det eneste sted i Europa i Nissans Sports' udstillingslokaler i Nürburgring-komplekset, som blev åbnet i juli måned.                             SpecV-modellerne er udviklet som den ultimative evolution af GT-R og bygger på det oprindelige GT-R-produktkoncept med ændring og optimering af vigtige komponenter, der er med til at opfylde SpecV-filosofien om at være en bil for dygtige kørere, som er ét med deres bil. Bilen omfatter alle de produktforbedringer, der for nylig blev annonceret til standardudgaven af GT-R modelår 2010. Disse ændringer er fokuseret på SpecV-modellens evne til (under de rette forhold og betingelser) at kunne bremse senere og hårdere, køre hurtigere gennem sving og accelerere igen hurtigere. Selv om antallet af hestekræfter er uændret, er motorens præstationer blevet optimeret med en ny turbostyreenhed, som i de høje gear kortvarigt øger de to turboladeres effekt, hvilket øger drejningsmomentet i de mellem og høje omdrejninger, så accelerationen bliver hurtigere. Bremse- og kurveegenskaberne er blevet forbedret ved at montere kulfiberforstærkede keramiske bremser, der er udviklet af Nissan og Brembo, ændret affjedring og støddæmpere med fast defineret vandring. Af andre præstationsfremmende ændringer kan nævnes et udstødningssystem af titanium. Udvendigt er SpecV også udstyret med letvægtsfælge i støbt aluminium, der er udviklet specielt til denne model af Nissan Motorsports International (NISMO), som er Nissan Japans sportsvogns- og motorsportsafdeling. Udvendigt er SpecV desuden udstyret med hækspoiler, kølergrill og luftindtag af kulfiber. Alle disse ændringer giver en vægtbesparelse på 60 kg. Indvendigt er SpecV som noget helt unikt konfigureret som en 2-personers bil (de øvrige GT-R-modeller har også et 2-personers bagsæde) med specialfremstillede, skålformede Recaro-sæder af kulfiber og med sort læderindtræk. Der er også anvendt kulfiber til områderne omkring Bose-højttalerne bagi, til instrumentpanelet og flere andre steder i bilens interiør. Ud over et ændret udvalg af farver (ultimate metal silver og titanium fås ikke) fås SpecV i farven ultimate black opal (RP), som er en unik kromlak til denne model. GT-R SpecV – på grund af bilens ekstraordinære teknologiske niveau og målgruppens evner som førere kan denne model kun bestilles gennem Nissan High Performance Centres. I sine kommentarer til introduktionen af SpecV i Europa kom Vincent Wijnen, Nissans europæiske Vice President for Marketing, med følgende udtalelse: "For et meget lille antal sportsvognsfanatikere er standardudgaven af GT-R ikke tilstrækkelig. De er nødt til at eje den ultimative version, og for at imødekomme det ønske vil vi kun sælge 40 eksemplarer af SpecV i Europa. Kombinationen af lavere vægt, mere målrettet køredynamik og eksklusivitet vil sikre SpecV en position som en af de mest attraktive biler overalt i verden".

Abonner

Dokumenter og links