Den Europæiske Centralbank tildeler banklicens til Nordea Holding Abp

Nordea Holding Abp er blevet tildelt banklicens af Den Europæiske Centralbank. Banklicensen er led i forberedelserne til Nordeas flytning til bankunionen og fusionen af Nordea Bank AB (publ) ind i Nordea Holding Abp.

Den Europæiske Centralbanks tildeling af banklicens til Nordea Holding Abp er en vigtig milepæl i flytningen af moderselskabets hovedsæde til Finland, der er medlem af bankunionen. Flytningen blev vedtaget med 96 pct. af stemmerne på Nordea Bank AB (publ)’s generalforsamling 15. marts 2018. Som følge af banklicensen ændrer Nordea Holding Abp navn til Nordea Bank Abp.

Flytningen af hovedsædet til et land, der er tilsluttet bankunionen, sikrer bedst Nordea fair, stabile og forudsigelige reguleringsvilkår på linje med konkurrenternes.

Med flytningen ønsker Nordea at varetage kundernes, aktionærernes og medarbejdernes interesser. Nordea ønsker fortsat at være en betroet partner med det mål at tilbyde kunderne den bedste service i markedet når som helst og hvor som helst, og i relation til kunderne forventes der ingen ændringer i den daglige drift.

Nordea har i forbindelse med ansøgningen om banklicens frivilligt forpligtet sig til fra 1. oktober 2018 at følge tilsynskollegiets fælles afgørelse fra 2018, indtil Den Europæiske Centralbank har truffet beslutning om tilsynskrav udarbejdet i henhold til tilsynsprocessen (Supervisory Review Evaluation Process, SREP) inden for rammerne af Den Fælles Tilsynsmekanisme.

Fusionen, der er en forudsætning for flytningen af moderselskabets hovedsæde, forventes at træde i kraft 1. oktober 2018, forudsat at de nødvendige myndighedsgodkendelser foreligger. 

Yderligere information:
Stine Green Paulsen, pressechef, Danmark, 70 80 11 62

Tags:

Om os

Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Vi er der med relevante finansielle løsninger, når mennesker vil virkeliggøre deres drømme og nå deres mål. Vi er den største bank i Norden og blandt de ti største finansielle koncerner i Europa målt på markedsværdi med ca. 11 mio. kunder. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Abonner

Dokumenter og links