Bycyklerne kommer - unikt cykelsystem til Odense

​Som den første by i verden får Odense et helt unikt cykelsystem. Det sker, når først 120 bycykler og senere 90 pendlercykler bliver stillet op i byen. Det unikke ved systemet er, at cyklerne lejes via brugerens mobiltelefon. Det er udviklet af AFA JCDecaux og Odense Kommune og indvies torsdag den 14. oktober kl. 14.00 ved Den Fynske Landsby.

I takt med at der er større og større fokus på grøn mobilitet og motion, etableres der over de næste måneder et nyt og unikt cykelsystem i Odense.

Som Cyklisternes By går Odense allerede foran med mange tiltag for cyklister - lige fra bedre cykelveje over konkurrencer og arrangementer til mere motion. Og nu kommer der så også et nyt cykelsystem, der understreger Odenses førende position på Danmarks cykelkort.

-Cykelsystemet er en del af en større aftale med AFA JCDecaux om udstyr til byen, som vi indgik tidligere på året. Vi har et godt samarbejde med AFA JCDecaux, og vi er da lidt stolte af, at Odense igen har bragt sig forrest i cykelfeltet, siger Rådmand Jan Boye. Senest fik vi jo i september årets vejpris for vores arbejde på cykelområdet. 

Rullende indvielse

Indvielsen af de nye bycykler finder sted torsdag den 14. oktober kl. 14.00 ved Den Fynske Landsby.

Her vil systemet blive præsenteret, og efterfølgende vil ryttere fra Team Odense Integration, rådmand Jan Boye, repræsentanter fra Visit Odense og medarbejdere fra Cyklisternes By cykle en lille tur i området for at indvie cyklerne med manér.

Der vil desuden være repræsentanter til stede fra AFA JCDecaux samt de øvrige leverandører, der har medvirket til at udvikle systemet.

Pressen er velkommen.

Fakta:

Det unikke ved systemet er, at brugeren lejer cyklen over mobilen via mobiltelfonens abonnement, så man skal hverken købe cykelkort eller betale depositum.

Der bliver stillet 120 bycykler til rådighed for Odenses borgere og besøgende. Cyklerne fordeles på følgende adresser:

·     Odense Banegård Center
·     H. C. Andersen Museet
·     Kunstmuseet
·     Turistinformationen ved Rådhuset
·     Klingenberg
·     Brandts
·     Munke Mose
·     Odense ZOO
·     Den Fynske Landsby

Senere får Odense også 90 pendlercykler. En pendler kan leje sin egen cykel og ikke mindst sit eget stativ forskellige steder i byen: Odense Banegård Center, Hjallese Station, Fruens Bøge og OUH. En travl pendler skal ikke lede efter et sted at parkere sin cykel, men har sin egen faste plads og kører altid på den samme cykel. Både stativer og cykler serviceres og vedligeholdes af AFA JCDecaux, så det skal pendleren ikke tænke på.

Kontakt:

Dorthe Gyldenlund Råby, Trafik og Anlæg, Odense Kommune, tlf. 65 51 27 50, e-mail: dgyr@odense.dk.
Kim Axelsen, AFA JCDecaux, tlf. 36 34 24 00, mobil 26 30 39 00.

Abonner

Dokumenter og links