Kronprinsen deltager i gallakoncerten ”Stemmer fra Vollsmose”

​Når koret ”Vollsmoses Stemmer” den 27. november 2010 opfører gallakoncert i Odense Koncerthus bliver det under overværelse af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.

Det er beboerne i Vollsmose, repræsenteret ved Samarbejdsrådets formand Ra Ranunkel, der har inviteret Kronprinseparret til gallakoncerten. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary er forhindret i at deltage, så Kronprinsen kommer sammen med en adjudant.

- Det glæder os meget, at Kronprins Frederik vil deltage i gallakoncerten. Vi havde senest besøg af Kronprinsesse Mary i maj 2008 i Vollsmose, hvor hun overrakte Helhedsplanens integrationspris ”Den Gyldne Frø”. Nu vil et helt kor af gyldne frøer få lejlighed til at synge for Kronprinsen og mere end 1000 inviterede. Vi er taknemmelige for den kongelige opmærksomhed, som vores bydel får, siger Ra Ranunkel.

Koret, der består af ca. 35 beboere fra Vollsmose, er allerede godt i gang med korprøverne og tv-optagelserne. Fra den 2. november og seks tirsdage frem vil udsendelserne blive vist på DR1 kl. 20.30.

1.100 gæster
Gallakoncerten den 27. november afslutter det intense forløb. Her vil koret, som ledes af Frans Rasmussen, synge akkompagneret af Odense Symfoniorkester. I alt 1.100 inviterede gæster, primært beboere i Vollsmose, vil få lejlighed til at overvære koncerten.

Udover Danmarks Radio støttes ”Stemmer fra Vollsmose” af Helhedsplanen i Vollsmose og Odense Kommune, der har bidraget med hver ca. 400.000 kr. Bag Helhedsplanen står Landsbyggefonden, Boligforeningen Højstrup, Odense AndelsBoligforening, Fyns almennyttige Boligselskab, Odense Kommune samt beboerne i Vollsmose.

Kontakt:
Ra Ranunkel, formand for Samarbejdsrådet, tlf: 50 27 70 22.
Karsten Fogde, teamchef for Helhedsplanen, tlf: 61 22 35 33.
Benthe Vestergård, leder af Mediehus Vollsmose, tlf: 51 50 96 83.

Abonner