Nye lysstofrør i tunnelen giver miljøgevinst

5.000 lysstofrør skal udskiftes med nye, som har 70.000 timers levetid. Udskiftningen gennemføres fire nætter i næste uge. Det er først og fremmest den lange levetid, der giver en miljøgevinst, forklarer Niclas Malmström, chef for teknisk drift på Øresundsbron.

Øresundsbron har gennem længere tid haft blikket rettet mod sine lyskilder. Alle lyskilder på vejbanen er allerede blevet erstattet af mere miljøvenlige alternativer, når de skulle udskiftes, og belysningen i tunnelen er også ændret på forskellige måder. Ved at slukke hver anden lampe om natten har Øresundsbron for eksempel sparet en masse energi. Øresundsbron har også reduceret det samlede antal lysstofrør i motorvejstunnelen fra 8.200 til 5.000.

– Tunnelen havde fra starten en ganske kraftig belysning, kraftigere end nødvendigt, så der har været gode muligheder for at begrænse belysningen uden at sætte sikkerheden over styr, forklarer Niclas Malmström.

Nu er tiden inde til at udskifte lysstofrørene i tunnelen. Lige som lyskilderne på vejbanen har de nået grænsen for deres levetid, og for nogen tid siden begyndte Øresundsbro Konsortiet at se sig om efter egnede løsninger. Man kan nemlig ikke bruge hvilket som helst lysstofrør. Kravene er skrappe og specifikke for tunneller.

– Rørene skal lyse effektivt om natten, uden at blænde om dagen. De skal give et jævnt lys, og de må ikke blinke eller flimre, fordi det kan forstyrre epileptikere, forklarer Niclas Malmström.

Udbuddet blev vundet af en variant af almindelige lysstofrør, som har ekstra lang levetid. De levede bedst op til kravene. 70.000 timer kan de lyse.

– Det er først og fremmest den lange levetid, der giver en miljøgevinst, forklarer Niclas Malmström. Når alle 5.000 lysstofrør er på plads, behøver vi ikke at udskifte dem før om mange år. Derfor bliver prisen også lav over tid, for det er en stor omkostning at udskifte rørene på grund af mandetimer, afspærringer og lifte.

Læs mere om energibesparelser på Øresundsbron http://dk.oresundsbron.com/page/1474

Udskiftningen gennemføres de fire nætter fra mandag til fredag i uge 44. Trafikken vil være dobbeltrettet i det ene tunnelrør, mens lysstofrørene udskiftes i det andet. Mens trafikken omlægges, lukker Øresundsbron for vejtrafik i cirka 15 minutter, det sker omkring klokken 21.00 og 05.00.

Læs mere under Ændringer i trafikken http://dk.oresundsbron.com/page/1024

For mere information, kontakte Øresundsbrons pressevagt +45 33 41 61 16.

Om os

Øresundsbron er den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige. Den er 16 kilometer lang og består af en bro, en tunnel og den kunstige ø Peberholm. Øresundsbron drives af Øresundsbro Konsortiet.

Abonner