Delårsrapport januar-september 2013: Fokus på eksekvering og effekthjemtagning

Juli-september 2013

  • Nettoomsætningen udgjorde SEK 9.306 mio. (8.959 mio.).
  • Driftsresultatet udgjorde SEK 247 mio. (165 mio.).
  • Periodens resultat udgjorde SEK 184 mio. (123 mio.).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK -363 mio. (-324 mio.).
  • Justeret prognose for udviklingen 2013.

Januar-september 2013

  • Nettoomsætningen udgjorde SEK 28.895 mio. (28.439 mio.).
  • Driftsresultatet udgjorde SEK 496 mio. (353 mio.).
  • Periodens resultat udgjorde SEK 289 mio. (178 mio.).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 12 mio. (439 mio.).

Kommentar fra Håkan Ericsson, administrerende direktør og koncernchef

PostNord øgede i tredje kvartal sin nettoomsætning med 4 procent, sammenlignet med året før som følge af gennemførte erhvervelser. Nettoomsætningen, ekskl. erhvervelser og valutaeffekter, var stort set uforandret. Udviklingen afspejlede fortsat kraftigt faldende brevmængder samt erhvervelser og organisk vækst i logistikvirksomheden. E-handelsmarkedet er stadig præget af stærk vækst i Norden.

I perioden juli-september blev PostNords driftsresultat forbedret i sammenligning med året før som følge af vækst, lavere omstruktureringsomkostninger og de effektiviseringer og tilpasninger, som er gennemført i virksomheden med det formål at imødegå de faldende brevmængder. Integrationen af de erhvervede virksomheder udvikler sig generelt planmæssigt.

E-handlen gennemgår fortsat en kraftig udvikling. Det bedømmes, at den nordiske handel med varer over internettet voksede mellem 15 og 20 procent i første halvår af 2013, og væksten har også været god i tredje kvartal. De store detailhandelsvirksomheder satser mere på nethandel. Desuden betyder den permanente adgang til internettet, at forbrugerne i stadig stigende udstrækning vælger at se på varer i de fysiske butikker for herefter at sammenligne priser og købe på internettet. PostNords B2C-pakkemængder steg med 11 procent i kvartalet.

PostNord skal være en førende logistikaktør i Norden, levere markedets mest effektive kommunikationsløsninger og være kundernes foretrukne valg i Norden, inden for e-handelsleverancer og leverancer til døren. Vores koncernstrategi sigter på yderligere at styrke koncernens position og lægge et godt fundament for langsigtet vækst og lønsomhed. Vi er godt i gang med dette arbejde. Men vi kan samtidig konstatere, at brevvirksomheden som helhed er kendetegnet af for lave marginaler. Især skal resultatet i den danske brevvirksomhed forbedres. Logistikvirksomheden fortsætter med at vokse, også organisk, men er præget af lav lønsomhed. Lønsomheden i Strålfors ligger på et for lavt niveau. Jeg anser det som en prioriteret opgave at skabe yderligere fokus på eksekvering og effektopnåelse. Vi skal fortsat reducere vores omkostninger i et hurtigt tempo, øge andelen af de variable omkostninger og desuden effektivisere vores kapitalanvendelse.

Vi har aktiviteter på markeder i kraftig strukturel forandring. Den øgede digitalisering nedsætter efterspørgslen efter brevdistribution, men samtidig vokser efterspørgslen efter logistikløsninger inden for distribution af varer. Selv om denne situation giver store udfordringer, har PostNord glimrende forudsætninger for at kapitalisere på den strukturelle forandring. Vi er markedsførende på flere områder og har det mest omfattende distributionsnetværk i Norden. Vi har stærke varemærker og kunderelationer samt stor viden om vores kunders behov og muligheder for at konkurrere ved hjælp af logistik- og kommunikationsløsninger.

PostNord spiller en vigtig rolle i det nordiske samfunds- og erhvervsliv. En del af denne funktion omfatter den regulerede, befordringspligtige postservice, som vi yder i Sverige og Danmark. Vi vil også fremover sikre en befordringspligtig postservice af god kvalitet, og det kræver, at de regula-toriske vilkår udvikles under hensyntagen til markedets behov. I Danmark er et forslag til revideret postlov netop nu i høring. Forslaget medfører en tilpasning af loven til de ændrede markedsforhold og vil give lettelser for Post Danmark.

Ved spørgsmål kontaktes:
Morten O. Nielsen , Kommunikationschef Post Danmark,  Tlf. 45 29 13 35 45

PostNord  tilbyder kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Koncernen havde i 2012 en omsætning på SEK 39 mia. og 40.000 medarbejdere. Vi møder vores kunder under varemærkerne Posten, Post Danmark, PostNord Logistics og Strålfors. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med koncernkontor i Solna i Sverige. www.postnord.com

Tags:

Om os

Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2015 havde koncernen 35.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 40 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna. Besøg os på www.postnord.com