PostNord overtager de resterende aktier i Transportgruppen A/S

PostNord styrker sin position på det nordiske logistikmarked med opkøb af samtlige aktier i Transportgruppen A/S. Siden 2007 har Post Danmark ejet 51 pct. af aktierne i Transportgruppen, der er en af de førende aktører på markedet for paller og gods i Danmark.

- Det her er en klar styrkelse af vores position på markedet for gods og paller i både Danmark og Norden. Som 100% ejer af Transportgruppen kan vi udvikle og styrke forretningen hurtigere, og skabe konkurrencedygtige løsninger for kunderne bl.a. gennem et tættere samarbejde mellem Transportgruppen og de øvrige selskaber i PostNord, siger Carsten Dalbo, chef for PostNords forretningsområde Logistik i Danmark.

Transportgruppen havde i 2010 en omsætning på over 230 mio. kr. og har 800 medarbejdere og ca. 600 lastbiler. Transportgruppen er allerede konsolideret som en del af forretningsområdet Logistik i PostNord.

Købet af Transportgruppen A/S er det seneste i en række af PostNords tilkøb på logistikmarkederne i de nordiske lande. Herunder EekTransport, der er blandt de ti største leverandører af transport- og logistiktjenester i Norge og Nils Hansson Logistics i Sverige.

- Købet er helt i tråd med strategien i PostNord om at udvikle og styrke vores markedsposition gennem partnerskaber og opkøb, og styrker vores position som den ledende aktør inden for logistiktjenester til, fra og inden for Norden, siger Carsten Dalbo.

Hos Transportgruppen ser man frem til et endnu tættere samarbejde med PostNord:

- Det er det helt rigtige for os med PostNord som ejer. Det vil give de muligheder, der skal til for at drive og udvikle Transportgruppen og sikre, at vi fremover står endnu stærkere på markedet for paller og gods i Danmark og Norden. Jeg ser frem til et fortsat godt og tæt samarbejde med PostNord, siger Peter Bjerregaard, direktør i Transportgruppen.

I første omgang får ændringen ingen praktisk betydning for PostNords og Transportgruppens kunder. Kvalitet og service vil være den samme, som kunderne kender det i dag, og Transportgruppens produkter fortsætter indtil videre uændrede i markedet. Kunderne får yderligere information om opkøbet de nærmeste dage.

Ved spørgsmål kontaktes:
Morten O Nielsen , PostNord, pressechef Danmark,  Tlf. 33 61 60 11

Om Transportgruppen A/S : Siden 1. januar 2007 har Post Danmark ejet 51 pct. af aktierne i Transportgruppen og har nu overtaget de resterende. Transportgruppen A/S er en af landets førende aktører på markedet for distribution af paller og gods i Danmark. Selskabet havde i 2010 en omsætning på over 230 mio. kr. Transportgruppen består af 20 større danske vognmænd, 800 medarbejdere, 600 rullende enheder, to store fragtcentre i Brøndby ogTaulov, 19 regionale fragtterminaler og mere end 20.000 km2 varehotelareal i Brøndby og Glostrup.

Om PostNord: PostNord, tidligere Posten Norden, blev stiftet i 2009 på baggrund af sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB. Koncernen tilbyder kommunikations- og logistikløsninger til og fra samt inden for Norden og har en omsætning på ca. SEK 42 mia. og godt 40.000 medarbejdere. Aktiviteterne er inddelt i forretningsområderne Breve Danmark, Meddelande Sverige, Logistik og Informationslogistik. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedsæde i Solna i Sverige. www.postnord.com

Tags:

Om os

Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2015 havde koncernen 35.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 40 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna. Besøg os på www.postnord.com

Abonner