Børn hjælper børn. Lad dine børn dekorere honningkager – og hjælp samtidigt fattige børn i Danmark og Grønland

Pressemeddelelse


Børn hjælper børn
Lad dine børn dekorere honningkager – og hjælp samtidigt fattige børn i Danmark og Grønland

Den 20. december fra kl. 11-14 på Fisketorvet kan dine børn støtte udsatte børn i Danmark og Grønland. Red Barnet har for nylig offentliggjort en undersøgelse, der dokumenterer, at der findes 59.000 fattige børn i Danmark. De er oversete i det daglige, og mange af dem er isoleret fra et godt børneliv. De får hjælp gennem Red Barnet – blandt andet fra dette arrangement, hvor de indbetalte beløb går ubeskåret til at hjælpe børnene. Gennem Red Barnet får børnene glade minder fra en dejlig ferie, oplevelser i naturen, tryghed og omsorg hos en venskabsfamilie.

Ved et hyggeligt julearrangement kan man dekorere honningkager med glasur og anden skæg pynt. Det foregår ved pyntede langborde og med hjælp fra det voksne personale. Man får sin honningkage med hjem, og derudover kan man blive fotograferet sammen med Red Barnets kampagnefigur, Leif, der er til stede i fuldvoksen plysstørrelse – og selvfølgelig få fotografiet med hjem. Endelig kan de fremmødte børn trække en lille gave fra en lykkesæk.

Bag arrangementet står QXL, der i de seneste uger også har støttet Red Barnet med en række gratis auktioner. QXL får desuden hjælp af e-bageren, der har doneret 500 honningkager til formålet.

- Vi vil gerne støtte de børn i Danmark og Grønland, der lever med meget få penge til rådighed. – hvor helt almindelige aktiviteter som en biograftur er uden for rækkevidde. Vi vil samtidigt gerne fjerne tabuiseringen – børn er nemlig rigtigt gode til at acceptere hinanden på tværs af økonomiske skel. Derfor er det ikke en hemmelighed, at de børn, der kan dekorere en honningkage, samtidigt hjælper mindre heldigt stillede, siger Hanne K. Larsen, der er Communication Manager hos QXL:

Læs mere om arrangementet på www.QXL.dk .

Om e-bager.dk
På Ebager.dk kan du bestille morgenbrød og kager, og få det leveret lige til døren. Ebager.dk samarbejder med den lokale håndværksbager, så Ebager.dk leverer altid friskbagt brød direkte fra ovnen. Der leveres alle ugens dage, både til virksomheder og private.
Ebager.dk leverede det første online-bestilte brød i august 2006, og dækker i dag ca. 60% af alle husstande og virksomheder i hele Danmark - primært de større byer, men også en del mindre byer omkring f.eks. København og Århus.
Flere oplysninger på www.ebager.dk

Om QXL
QXL.dk er Danmarks største online handelsplads med over 500.000 registrerede medlemmer, der handler sammen for mere end 500 millioner om året. Hver uge sættes gennemsnitlig 2.000.000 varer til salg på QXL.dk, fordelt på masser af spændende auktioner og varer til fast pris. Klik ind på www.qxl.dk for mere information.

Flere oplysninger
Hanne K. Larsen, Communications Manager, QXL Danmark, 25 53 86 64, hanne.larsen@qxl.dk

Abonner