Kulturnat hos Radikale Venstre på Borgen

Radikale Venstre på Christiansborg inviterer indenfor, når Folketinget fredag den 15. oktober er med i den københavnske kulturnat. Du kan hilse på gruppeformand Margrethe Vestager og resten af folketingsgruppen, spille et spil om Danmarks økonomi og indstille din yndlingslærer til en pris.

Fredag den 15. oktober fra klokken 18:00 til midnat er der Kulturnat i København, og også hos Radikale Venstre på Christiansborg bliver der budt indenfor. I lokale 1-117 hos Radikale Venstre sætter vi under sloganet ”Tag ansvar” fokus på tre emner, nemlig Økonomi, Udlændinge og Uddannelse.

Hvordan vil du finde pengene, lyder udfordringen for eksempel, når Radikale Venstre byder på ”Velfærdsspil”. Velfærdsspillet består af en spilleplade med en skattekiste, hvor der er afmærket seks huller á fem milliarder kroner. Det er spillernes opgave at redde økonomien ved at udvælge seks brikker blandt et bredt udsnit af de forslag, som forskellige partier har fremsat.

Du kan også indstille en lærer, som har gjort en forskel. De seneste år har debatten om den danske folkeskole hovedsageligt handlet om mere kontrol. Radikale tror også på lærerne og ønsker at sprede mere af det, som fungerer godt, og som ikke bliver fanget i et skema eller en test. Efter Kulturnatten udvælges den mest gribende fortælling, og læreren som historien handler om, vil blive hædret.

Radikale Venstre glæder sig til at se dig til Kulturnat 2010 på Christiansborg fredag den 15. oktober fra klokken 18.00 til 24.00.

Mere info: Sekretær Gitte Neergaard, 3337 4774

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner