Ny næstformand i Radikales landsforbund

Torsdag aften blev Emil Dyred valgt som ny næstformand for Radikale Venstres landsforbund. Han afløser Zenia Stampe, der blev valgt til Folketinget for to uger siden.

På torsdagens hovedbestyrelsesmøde blev Emil Dyred valgt som Radikale Venstres landsforbunds nye næstformand. Pladsen var ledig efter Zenia Stampes valg til Folketinget.

”Jeg er stolt over at være blevet valgt som næstformand for Radikale Venstres landsforbund. Vi har nu muligheden for at sætte et markant radikalt aftryk på det kommende årti, og det aftryk glæder jeg mig til at være med til at forme,” siger Emil Dyred, ny næstformand for landsforbundet.

”Jeg vil arbejde for, at Radikale Venstre får engageret vores mange nye medlemmer. Det kræver, at vi fastholder et politisk landsforbund. Vores drivkraft skal være den gejst, medlemmerne møder op med, og den lyst, de har til at prøve mere, lave mere og mene mere,” siger Emil Dyred.

Yderligere oplysninger; Emil Dyred, 2617 2265.

 

 

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner