R: Bertel Haarder må redegøre for lægers dødsdomme

På Herlev Sygehus nægter visse læger patienter muligheden for intensivbehandling, blot fordi de bruger rollator. Det strider mod lægeløftet, gældende regler og menneskelig anstændighed, men skyldes at sundhedsvæsnet er presset til de yderste af regeringen. Det mener Radikale Venstres sundhedsordfører Manu Sareen, der nu kræver en redegørelse fra Bertel Haarder.

”De sørgelige historier om patienter, hvis liv lægerne på Herlev Sygehus ikke dømmer værdifulde nok til at redde, blot fordi patienterne er rollatorbrugere, er udtryk for, at det danske sygehusvæsen i dag er presset til det yderste. I 10 år har regeringen vredet armen om på sundhedssektoren, fyret ansatte, udstedt bureaukratiske garantier osv., og her er et af symptomerne. Vi bliver nødt til at tage en bred politisk diskussion af prioriteringen af midlerne i sundhedsvæsenet omgående. For det er på ingen måde en prioritering, lægerne skal foretage. De skal helbrede og redde liv,” siger Manu Sareen.

Han vil nu kræve, at sundhedsminister Bertel Haarder redegør for sagen:

”Radikale Venstre vil kræve, at Bertel Haarder redegør for problemets omfang. Begrænser disse rollator-dødsdomme sig kun til Herlev Sygehus, eller oplever andre patienter rundt omkring i landet det samme? Og hvordan har man tænkt sig at sætte en stopper for problemet? Det skylder Bertel Haarder og regeringen, som nu har siddet med ansvaret for det danske sundhedsvæsen i 10 år, danskerne et svar på,” siger Manu Sareen.

Yderligere kommentarer: Manu Sareen, 22 64 16 05

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner