R: Manu Sareen indtræder i Folketingsgruppen

Manu Sareen indtræder i den radikale folketingsgruppe fra årsskiftet og tre måneder frem som suppleant for Lone Dybkjær, da hun skal opereres for en dårlig hofte og efterfølgende genoptrænes. Manu Sareen overtager således ordførerskaberne inden for sundhed, ligestilling og retspolitik.

”Jeg ønsker Manu Sareen velkommen i gruppen og ønsker i samme åndedrag Lone Dybkjær held og lykke med operationen og den efterfølgende genoptræning,” siger Margrethe Vestager, gruppeformand for Radikale Venstre.

”Manu Sareen er en god politiker, så jeg er sikker på, han viderefører det politiske solide arbejde, Lone Dybkjær er kendt for. Manu Sareen er et godt eksempel på de mange talentfulde radikale folketingskandidater, som står klar til at gribe chancen, når den byder sig,” siger Margrethe Vestager.

Manu Sareen overtager ordførerskaberne inden for sundhed, ligestilling og retspolitik, mens Niels Helveg Pedersen overtager EU-ordførerskabet. Lone Dybkjær holder i første omgang orlov frem til 1. april.

Vikariatet betyder også, at Manu Sareen tager orlov fra Københavns Borgerrepræsentation i samme periode.

Yderligere kommentarer; Margrethe Vestager, 3337 4707

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner