R: Margrethe Vestager afslører Radikale Venstres valgbus

I morgen tidlig afslører den radikale leder Margrethe Vestager Radikale Venstres nye valgbus, som under valgkampen skal tage partiet landet rundt for at møde danskerne. Bussen er blevet pakket ind i de radikales eget farvestrålende design og har radikale logoer på siderne. Valgturnéen starter på Sjælland, kører over Fyn og op igennem Jylland for til sidst at være tilbage i København. Alle journalister opfordres til at møde op til afsløringen.

På Radikale Venstres vej rundt i Danmark besøger partiet – med valgsloganet ”Tag ansvar” som overskrift – alt lige fra virksomheder med vækstsucces, over en somalisk familie, til skoler med nye læringsmetoder. Alle besøg har fokus på Radikale Venstres tre mærkesager i valgkampen, nemlig økonomi, udlændinge og uddannelse:

  • Vi lytter. Også til økonomer.
  • Vi stoler. Også på udlændinge.
  • Vi tror. Også på lærerne.

Formålet med busturen er at sammensætte et sammenhængende valgkampsprogram, der skaber opmærksomhed og understøtter den lokale valgkamp. Med om bord på bussen er som udgangspunkt Margrethe Vestager og lokale folketingskandidater, partimedlemmer, frivillige og Radikal Ungdom. Som følgebil til valgbussen har Radikale Venstre valgt en så miljøvenlig bil som mulig i form af en Toyota Prius Plug-in Hybrid.

radikale.dk kan du finde din lokale kandidat, læse om vores politik og se, hvordan du kan være med i Radikale Venstres valgkamp. Du kan også se, hvornår valgbussen er i din by eller region, og hvad der er på det foreløbige program.

Nyttige oplysninger:

  • Margrethe Vestager afslører bussen kl. 7.30 foran Christiansborg. Bussen kører mod første stop på valgturnéen, Næstved, kl. 7.45.
  • For pressehenvendelser: pressemedarbejder Andreas Bang Hemmeth, tlf. 6162 5300
  • For oplysninger om valgturnéen: kampagnemedarbejder Jesper Boe Jensen, tlf. 6162 5981

 

 

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner