R: Regeringen har ikke længere en natur- og miljøpolitik

Miljøministerens udmelding om at udskyde centrale miljømål i 12 år er det endelige dødsstød for regeringens varetagelse af natur- og miljøinteresser. Radikale Venstres miljøordfører, Johs. Poulsen, konstaterer, at Miljøministeriet de facto er overtaget af Henrik Høegs Fødevareministerium og sætter landbrugets interesser over miljøet.

Miljøminister Karen Ellemann og Venstre gør det totale knæfald for landbruget, når hun udskyder regerings målsætning om at reducere landbrugets udvaskning af kvælstof med 19.000 tons fra 2015 til 2027.

”Miljøministerens udmelding slår det sidste søm i kisten for regeringens miljøpolitik. En udskydelse af miljømålene tilgodeser udelukkende snævre interesser inden for industrilandbruget. Det er samtidig en hån mod den grønne profil, som Connie Hedegaard prøvede at tegne i regeringens unge år. Derfor er ydmygelsen af de Konservatives såkaldte grønne islæt i regeringen nu total,” siger Johs. Poulsen, Radikale Venstres miljøordfører, og fortsætter:

”Danmark har hverken en holdbar natur- og miljøpolitik eller et egentligt miljøministerium. Det er i stedet blevet overtaget af Henrik Høegs fødevareministerium. Når man laver en grøn plan for Danmark, så nytter det ikke noget, at man kun giver lempelserne til landbruget, mens alt det der skal forbedre miljøet rulles tilbage. Det betyder, at vi i dag står men en miljøpolitik, der kun gør Danmarks natur endnu ringere, end den var i forvejen,” siger Johs. Poulsen.

”Venstre er dermed blevet 100 procent interesseorganisation for landbruget, og regeringen har givet køb på alle grønne ambitioner. Derfor kommer folketingsvalget også til at blive et valg om, om vi overhovedet skal have en natur- og miljøpolitik eller ej,” siger Johs. Poulsen.

Yderligere kommentarer; Johs. Poulsen, 3337 4713 

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner