R: Syge skal udredes inden for en måned

I dag, torsdag, diskuteres behandlingsgarantien i Folketingssalen. Mens den tidligere regering lavede en behandlingsgaranti på en måned, vil regeringen i stedet sikre, at de sygeste behandles først.

”Vi vil sikre langt hurtigere udredning for borgerne, for de mest syge bør behandles først. Det er helt afgørende, at man hurtigt finder ud af, om der er tale om kræft, gigt, andre fysiske sygdomme eller om ens symptomer måske skyldes en noget mildere og mindre behandlingskrævende sygdom,” siger Camilla Hersom, sundhedsordfører for Radikale Venstre.

Det bør være et fagligt valg foretaget af læger, der tilrettelægger en behandlingsplan. Nogle patienter skal behandles med det samme, mens andre kan vente længere. Camilla Hersom fortæller, at regeringen ændrer kurs, da den tidligere regerings behandlingsgaranti var et tomt løfte.

”Sandheden er, at ventelistegarantien på en måned kun har været en garanti for de få – nemlig de forholdsvis ukomplicerede operationer af knæ, hofter og lignende. Her har privathospitalerne succesfuldt kunne høste stordriftsfordele,” siger Camilla Hersom og uddyber:

”Behandlingsgaranti ikke meget værd, hvis man skal vente måneder for at finde ud af, hvad man fejler. Der er meget, der tyder på, at den hidtidige garanti har ført til overbehandling, så en række patienter er blevet opereret, selv om de med fordel kunne have genoptrænet deres lidelse væk. Desuden har behandlingsgarantien tabt store patientgrupper. Med vores oplæg vil vi i stedet hjælpe dem, der har mest brug for det - også den medicinske patient og de mange tusinder, der lider af psykiske problemer,” siger Camilla Hersom.

Yderligere kommentarer: Camilla Hersom, 3337 4705

 

 

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk