R: Tillykke til den nye formand for Landbrug og Fødevarer

Niels Jørgen Pedersen er netop blevet valgt som formand for landbrugets brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer. Radikale Venstres fødevareordfører Bente Dahl ønsker tillykke men peger på, at der er store udfordringer i vente.

”Radikale Venstre ønsker Niels Jørgen Pedersen tillykke med valget til formand for Landbrug og Fødevarer. Men det er en post med udfordringer, og der er store opgaver, der venter på ham. Landbruget har bragt sig selv ud i en økonomisk uholdbar situation ved store lånoptagninger, mens der var højkonjunktur. Denne situation må og skal stabiliseres på et niveau, som både landbrug, finanssektor og det øvrige samfund kan være tjent med.  Der er et stadigt behov for dialog med det omgivende samfund, som vi ser frem til, at Niels Jørgen Pedersen som formand vil være medvirkende til at fortsætte,” siger Bente Dahl.

Hun mener, at den nye formand skal arbejde for en fødevareproduktion, der i højere grad tager hensyn til miljø og omgivelser:

”Jeg håber, at Niels Jørgen Pedersen vil modvirke ensidige protestdemonstrationer fra landbrugets side. Landbruget er en del af vort fælles samfund med de rettigheder og forpligtelser, der hører med. Radikale Venstre ønsker en fødevareproduktion i landet. En fødevareproduktion, der tager hensyn til forbrugernes ønsker, der tager hensyn til, at det omgivende miljø ikke forurenes af diverse restprodukter og giftstoffer. En fødevareproduktion, der i højere grad omlægges til økologisk produktion,” siger Bente Dahl.

Yderligere kommentarer: Bente Dahl, 3337 4719

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner