R:  Stærkt rygstød til dansk design gennem markedsføringsaftale

Radikale Venstre har indgået en aftale med regeringen, S og DF om en handlingsplan for markedsføring af Danmark de næste to år. Radikale Venstres erhvervsordfører, Morten Østergaard, er stolt over, at det lykkedes at få et stærkt fokus på Danmarks globale styrkeposition inden for design ind i aftalen.

"For Radikale Venstre er det topprioritet at udnytte Danmarks markante globale position inden for design til at tiltrække investeringer til Danmark. Det skal være med til at øge eksporten af danske designydelser til udenlandske vækstmarkeder. Vi har et enormt potentiale, som vi nu med markedsføringsaftalen er bedre gearet til at udnytte. Blandt andet med et nyt innovationscenter i Asien, der har særligt fokus på design samt et helt nyt designkonsortium, som skal markedsføre dansk designtænkning,” siger Morten Østergaard, Radikale Venstres erhvervsordfører.

”Vi har desuden erstattet den fire-farvede, kedelige brochure med en række konkrete, vækstorienterede initiativer, hvor vi vil tiltrække udenlandske design-investeringer til Danmark gennem projektet ”Invest in Denmark”," siger Morten Østergaard

"Jeg forventer, at vi allerede om 2 år vil se de første resultater af design-satsningen. For vi har uddannelser af høj klasse og virksomheder, der er blandt verdens bedste. Ved at satse massivt på at bringe disse kompetencer ud til vækstmarkederne, kan vi forhåbentlig både styrke vores eksport og tiltrække nye investeringer og dermed arbejdspladser til Danmark," siger Morten Østergaard.

Der er i alt blevet afsat 209 mio. kr. til at markedsføre Danmark internationalt.

Yderligere kommentarer; Morten Østergaard, 3337 4718

 

Tags:

Om os

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti med en lang historie i dansk politik. Partiet blev dannet i 1905 af udbrydere fra det gamle Venstre-parti og har siden hen haft tradition for at spille en afgørende rolle, når der skal dannes regeringer i Danmark. Radikale Venstre arbejder ud fra et principprogram, der siger, at mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen, og at livsbetingelserne for kommende generationer ikke må undergraves. Samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Radikale Venstre vil værne om og udbygge folkestyret og arbejde for forpligtende og troværdigt samarbejde internationalt. Radikale Venstres folketingsgruppe udgøres af de medlemmer, der blev valgt ind ved seneste Folketingsvalg. Gruppen består i øjeblikket af ni medlemmer, med Margrethe Vestager som formand og Morten Østergaard som næstformand. Du kan læse meget mere om Radikale Venstre, politiske udspil og folketingsmedlemmerne på www.radikale.dk

Abonner