Danskerne skal køre på biogas

Danskerne halter efter svenskerne, når der skal tankes grønt brændstof på person-, vare- eller lastbilen. Selvom vi har optimale forudsætninger for at bruge biogas, har udbredelsen hidtil været yderst begrænset her i landet. To virksomheder går nu sammen om at få danskernes øjne op for fordelene ved biogas. Som led i samarbejdet indviede transportminister Lars Barfoed den 3. december landets første biogas tankanlæg.

Når danskerne tanker, er det stadig benzin og diesel, der fyldes på person-, vare- og lastbilen. Men nu er de grønne alternativer også på vej til danskerne. Den 3. december blev Danmarks første biogas tankanlæg indviet af transportminister Lars Barfoed. Indvielsen skete som led i et nyt samarbejde mellem bilproducenten Mercedes-Benz og energiselskabet E.ON og skal demonstrere fordele og muligheder ved at anvende biogas til klimavenlig transport. Gode erfaringer fra Sverige E.ON har allerede gode erfaringer med biogas fra den anden side af Øresund. I Malmø kører en stor del af både busser, taxier og renovationsvogne i dag på biogas. Energiselskabet har i dag 31 biogas tankanlæg i Sverige, og næsten lige så mange er på tegnebrættet frem til 2012. Og ifølge E.ON er kun det danske afgiftssystem til hinder for, at dette kan blive virkelighed i Danmark også: ”Som landbrugsland med et veludbygget gasforsyningsnet har Danmark endnu bedre forudsætninger end Sverige for at anvende biogas som brændstof. Men det svenske afgiftssystem betyder, at den miljøvenlige biogas er et konkurrencedygtigt alternativ til benzin og diesel, og det er endnu ikke tilfældet i Danmark. Her halter vi efter vores naboland,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark. CO2-neutral og skånsom for nærmiljøet Biogas som brændstof til køretøjer er væsentlig mere klima- og miljøvenlig end benzin og diesel. Biogas er CO2-neutralt, og udslippet af sundhedsskadelige stoffer, såsom NOx-partikler, er væsentligt reduceret. Eksempelvis er partikeludslippet fra en gasdreven lastvogn hele 99 procent lavere end fra en tilsvarende Euro5 diesellastvogn. Derfor ærgrer det Mercedes-Benz, at biogasdrevne køretøjer er fraværende på det danske marked: ”I Mercedes-Benz har vi i mange år satset på gas-teknologien som et bud på fremtiden miljørigtige transportform. I eksempelvis Tyskland, Storbritannien og Sverige har vi et stort salg af disse biler, men her i landet har teknologien endnu ikke gjort sit indtog til trods for en potentielt stor efterspørgsel i markedet,” siger Christian Devantier, salgschef i Mercedes-Benz Danmark.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links