Robotterne kommer – og de bliver dine nye kollegaer

Af Søren Krogh-Nielsen, direktør i Ricoh Danmark

Der er på det seneste blevet spekuleret meget over, hvornår vi kan forvente robotternes indtog på den moderne arbejdsplads – og med god grund. Robotterne er uden tvivl på vej, men hvor vil de gøre deres primære indtog, og hvordan vil de forme fremtidens arbejdsmarked?

Den oplagte anvendelse for robotter har hidtil været i den industrielle verden, hvor vi kan bruge robotter til at producere langt hurtigere, end menneskehænder kan. Nu eksperimenterer mange virksomheder med at få robotterne ud af produktionshallerne, og virksomheder som eksempelvis Boston Dynamics har skabt menneskelignende robotter med funktionsdygtige ben og arme, mens andre med stor succes efterligner menneskelige ansigtstræk.

Det er måske svært at forestille sig en menneskelignende robot byde dig velkommen i en reception eller en hotellobby, men på et japansk hotel er det faktisk allerede virkeligheden. Tidligere på året satte det engelske University of Birmingham desuden gang i et to-måneders forsøg, hvor ” Betty ” – en gul robot på hjul – kom i lære som kontorleder.

Det er sjove eksempler med stort potentiale, men de kræver stadig meget arbejde. I stedet for personlige robot-assistenter er det lige nu mere sandsynligt, at vi i højere grad vil se RPA (Robotic Process Automation) gøre sit indtog i vores hverdag på arbejdet.

RPA kan hjælpe med at udføre de mange tidskrævende baggrundsfunktioner, som mange mennesker i dag er tvunget til at udføre som en del af deres arbejde. Det kan eksempelvis være it-support, workflow management, administration og fjernhåndtering af digital infrastruktur.

Egentlig er RPA en direkte anvendelse af AI – kunstig intelligens – og det er et område, som for alvor forventes at eksplodere i de kommende år . Vi skal dog ikke forvente, at AI’en overtager vores arbejde i morgen, men nærmere at teknologien vil hjælpe os med at træffe bedre beslutninger på jobbet.

Et eksempel fra min egen verden er udviklingen af vores intelligente interaktive whiteboard. Sammen med IBM har vi skabt det intelligente mødelokale. Ved hjælp af IBM Watson-teknologien har Ricoh udviklet det kognitive whiteboard, så det nu er muligt at få intelligens ind i møderne, fx automatiske mødereferater og opfølgning på aktionspunkter. Indtil videre kan whiteboardet tale syv sprog og tager både højde for det, der præsenteres, skrives og siges. Forestil dig, at du sidder i København og deltager på et videomøde med dine kolleger i Japan, som med det samme vil kunne se alle vigtige notater på japansk... Her kan man tale om effektivitet, der ikke går tabt i oversættelsen!

RPA er allerede aktiv i en lang række processer, hvor vi ikke umiddelbart tænker over det. Et af de tidligste eksempler på RPA er hæveautomaten, der kom på markedet i 1960’erne.

Før hæveautomaten var det kun muligt at hæve penge inden for bankens åbningstider, og processen krævede, at en person med pen og papir udfyldte og indrapporterede en lang række data. I takt med at computerchips bliver bedre og kraftigere, så bliver mulighederne også større. Et af de seneste eksempler er scan-selv-køer i supermarkeder.

På arbejdspladserne vil RPA leve bag kulisserne og kommunikere med de systemer, der allerede er i spil. RPA’s domæne bliver håndtering af data, og særligt big data analytics. Den nye bølge af robotter vil blive udformet til at analysere, behandle og reagere på data.

Jeg forestiller mig også, at dokumenthåndtering i højere grad bliver en automatiseret proces. Det sker allerede med eksempelvis fakturering, og det frigiver medarbejdertid, som kan bruges på opgaver, der kræver et menneskeligt touch.

Der er ingen tvivl om, at robotter er på vej, og de vil uden tvivl være med til at forme fremtidens arbejdspladser. Vi får næppe en robot som sidekammerat lige med det samme, men ”black factories” – hvor der kun arbejder robotter – vil med stor sandsynlighed blive den nye standard. Samtidig bliver det spændende at se, hvordan RPA kan hjælpe med at frigøre tid på kontorerne, og hvilke opgaver vi i stedet vil bruge den på.

For mere information og aftale om interview kontakt:

Kristian Møllbach

Marketing Manager

Delta Park 37

2665 Vallensbæk Strand

25576934

kristian.mollbach@ricoh.dk

http://news.cision.com/dk/ricoh-danmark-a-s

Om os

Ricoh er en global teknologivirksomhed, som i mere end 80 år har transformeret måden, mennesker arbejder på. Med sit slogan – imagine. change. – vil Ricoh fortsat styrke virksomheder og deres medarbejdere ved at tilbyde tjenester og teknologier, der optimerer innovation, fremmer bæredygtighed og booster virksomhedsvækst. Disse omfatter dokumenthåndteringsløsninger, IT-services, produktionsprint, visuel kommunikation, digitalkameraer og industrielle produkter.Ricoh-koncernen har hovedkontor i Tokyo og driver virksomhed i ca. 200 lande og regioner. I regnskabsåret, der sluttede den 31. marts 2016, havde Ricoh en samlet omsætning på JPY 2.209 milliarder (ca. USD 19,6 milliarder). Ricoh Danmark A/S har hovedkontor i Vallensbæk Strand samt salgskontorer i Århus og Kolding. Ricoh Danmark beskæftiger ca. 180 medarbejdere og har et servicenetværk med mere end 65 teknikere, der servicerer kunder over hele landet.Se mere på www.ricoh.dk eller www.ricoh-europe.com

Abonner

Multimedia

Multimedia