650 km/l: DTU klar til ny verdensrekord

Under overværelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim præsenterer Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og studerende fra DTU Roadrunners årets bud på en vinderbil ved Shell Eco-marathon 2014. Den ekstremt brændstoføkonomiske og innovative bil præsenteres for pressen onsdag d. 7. maj fra kl. 11.00 på DTU i Lyngby.

15. til 18. maj samles studerende fra tekniske skoler og universiteter i hele Europa til det 30. Shell Eco-marathon. Her dyster de i selvbyggede super-energieffektive biler om det uofficielle verdensmesterskab i at køre længst muligt på, hvad der svarer til en liter benzin. Løbet afholdes i Rotterdams gader og har deltagelse af over 3.000 studerende fra 24 lande. I alt forventes 220 biler at stille til start.

Sidste år tog DTU Roadrunners igen vinderpokalen med hjem og satte med 612,5 km/l samtidig ny verdensrekord for en bil med forbrændingsmotor. Og traditionen tro er de studerendes forventninger til øko-bilen, som til årets løb er blevet gennemgribende forbedret med motoroptimering, teknik til opsamling og genbrug af bremseenergi, mm., store.

Jomfrurejsen

Onsdag den 7. maj 2014 fra kl. 11.00-12.30 viser DTU Roadrunners holdets nye udgave af vinderbilen frem for pressen. Det sker på adressen:

DTU, Campus Lyngby

Produktionstorvet bygning 421

2800 Kgs. Lyngby

Præsentation og testkørsel overværes af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der har fulgt holdet alle årene, og af DTU’s rektor Anders Bjarklev.

Tilmelding

Tilmelding til arrangementet sker til kommunikationsrådgiver Anders Parby på 4087 6845 eller ap@rubisco.dk.

Om Shell Eco-marathon

Shell Eco-marathon fejrer i år 30års jubilæum. Løbet er en international konkurrence i brændstoføkonomi og energieffektivitet, der udfordrer studerende fra tekniske skoler og universiteter verden over til at opfinde, designe og bygge en bil, der kører længst muligt på det, der svarer til en liter almindelig benzin.

Bilerne ved Shell Eco-marathon kører på mange forskellige energikilder, herunder diesel, bioethanol, naturgas, brint, benzin, el og solenergi. DTU Roadrunners’ bil stiller op i kategorien Urban Concept (små bybiler) og deltager for 11. gang. Igen i år får DTU selskab af et hold studerende fra Aalborg Universitet og et hold fra Aarhus Universitet ved Shell Eco-marathon.

Se mere på www.shell.dk/eco-marathon

For yderligere information

Kommunikationsrådgiver Anders Parby på 4087 6845/ap@rubisco.dk eller kommunikationsdirektør i Shell Regitze Reeh på 2220 6013/regitze.reeh@shell.com

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links