Discountkæde fjerner moms på økologisk kød

Discountkæden KIWI fjerner momsen på alt økologisk okse- og svinekød i kædens 108 butikker i Danmark. Dermed fortsætter KIWI sin målrettede indsats for at gøre økologi og sunde varer billigere ved at skrue ned for momsen.

Som den første dagligvarekæde herhjemme skærer discountkæden KIWI nu momsen bort fra alt økologisk okse- og svinekød. Det sker fra og med uge 4, hvor kædens 108 butikker med et slag reducerer prisen på sit økologiske kød med 20 procent.

Med introduktionen af momsfrit økologisk kød tager KIWI endnu et skridt i kampen for at give forbrugerne billigere økologi og frugt og grønt. Siden 1. september 2014 har kæden solgt momsfrit frugt og grønt – også det økologiske - mens KIWI i flere år har halveret momsen på hele sit store økologiske sortiment.

”Danmark er det eneste land i EU, som ikke opererer med differentieret moms. For eksempel på sunde varer eller på varer, som tilgodeser en lidt bedre dyrevelfærd. Det gør vi op med på forbrugernes vegne. Sidste år ved at indføre momsfri frugt og grønt, og nu skyder vi 2015 i gang med, som de første i markedet, at give danskerne momsfrit økologisk kød,” siger Carsten Hansen, Kædedirektør i KIWI.

KIWIs tilbud om halv moms på almindelige økologiske varer og momsfrihed på økologisk okse- og svinekød samt frugt og grønt gælder for alle, der handler med kædens loyalitetskort, KIWIkort. Sådan ét bruger ca. 200.000 danskere hver måned – enten i form af KIWIs smartphone app eller som fysisk kort – når de handler. KIWIkort bliver udleveret kvit og frit ved kassen til alle interesserede.

Økologi med vokseværk

Siden KIWI sidste år fjernede momsen på alt frugt og grønt for kunder med KIWIkort, er salget steget kraftigt. Ved årsskiftet kunne kæden se tilbage på en vækst i salget af frugt og grønt med KIWIkort på godt 35 procent siden opstarten i september. Set på hele året 2014 har KIWIs salg af økologi haft tocifret vækst. Blandt andet er salget af økologisk oksekød steget 18 procent, mens salget af økologisk svinekød er steget 27 procent.

”Forbrugerne har taget rigtig godt imod vores initiativer omkring reduceret eller fjernet moms på udvalgte varer. Med momsfrihed på vores økologiske kød imødekommer vi forbrugernes ønsker om generelt lavere priser på økologiske varer. Det håber og tror vi, at rigtig mange danskere vil benytte sig af,” siger Carsten Hansen.

Se mere på www.kiwi.dk/kiwi-fordel

Yderligere information

Kontakt Kædedirektør i KIWI, Carsten Hansen, mobil 2541 2650.

Om KIWI

KIWI er danskernes nye, lokale discountbutik. I dag findes der 108 KIWI discountbutikker i Danmark – herunder Danmarks største discountbutik, KIWI Bøsbrovej i Randers. De første butikker åbnede i 2008 i Jylland og på Fyn. Virksomheden er ejet af Dagrofa o g beskæftiger ca. 2.300 medarbejdere i Danmark. Som et særligt tilbud i discountmarkedet har KIWI et fordelsprogram med KIWIkort. Læs mere: www.kiwi.dk

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links