Statsministeren i privat donation til bogprojekt

Non-profit organisationen Læs for Livet havde mandag besøg af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der selv er en ivrig læser og altid har prioriteret læsning for sine børn højt.

Den to år gamle non-profit organisation Læs for Livet, der samler bøger ind fra private, forfattere og forlag for at etablere biblioteker til anbragte børn og unge, havde mandag besøg af statsminister Helle Thorning-Schmidt. Statsministeren medbragte sin egen donation af børne- og ungdomsbøger hjemmefra.

”Der ligger så mange gode bøger rundt omkring i hjemmene, som måske nok er blevet læst et par gange, men som udsatte børn kan få stor glæde af”, begrundede statsministeren blandt andet sin donation med.

Lederen af Læs for livet Rachel Röst har selv været anbragt på ungdomshjem som teenager og tager nu rundt og besøger børnene på de enkelte institutioner, inden hun tager hjem og sammensætter biblioteket ud fra de enkelte børns ønsker og behov.

”Når vi giver udsatte børn og unge adgang til gode bøger i hverdagen og skaber lyst til at læse, forbedrer vi denne sårbare gruppes livskvalitet og støtter deres muligheder for at bryde den sociale arv,” fortalte hun ved mødet med statsministeren.

Helle Thorning-Schmidt var enig og supplerede ”det er vigtigt at vi taler op til børnene og har forventninger til dem, især når de er anbragt på en institution”.

Læs for Livet får i november sin debut på BogForum 2014, hvor tilstedeværelsen skal fremme indsamlingen af bøger. Det er én af Læs for Livets store donatorer, forlaget Tellerup, der i foråret donerede 6.000 ungdomsbøger til projektet og som nu donerer en stand på bogmessen. BogForum løber af stablen 7.-9. november i Bella Center, hvor forlaget Tellerup endda giver en gratis bog til alle besøgende, som kommer med donationer til Læs for Livet på stand C2-054.

På Læs for Livets stand vil der også være en tombola med gevinster fra sponsorer som Helenekilde Badehotel og Body Shop. Tombolaen vil i løbet af dagene være bemandet af forskellige børnebogsforfattere som de prisbelønnede forfattere Lise Bidstrup og Mette Finderup.

Vi kan hjælpe rigtig mange udsatte børn og unge ved at forære dem vores brugte bøger, så tak til Rachel Röst for at stable projektet på benene og gøre en forskel”, skriver Forlaget Tellerup på deres Facebook side.

Kontakt

For mere information, kontakt venligst: Rachel Röst på telefon: 5042 4875 eller mail: rr@laesforlivet.dk

Om Læs for Livet

Læs for Livet er et nonprofit-projekt, som søger at forbedre livskvaliteten og læselysten hos udsatte børn og unge. Projektet indsamler bøger fra private, forlag, forfattere mm og etablerer biblioteker på krisecentre, børnehjem, døgninstitutioner, asylcentre, m. fl.

Læs for Livet er stiftet i juli 2012 af børnebogsforfatter Rachel Röst. Siden starten har projektet sørget for, at over 25.000 bøger til en værdi af 3,5 mio kr. er nået ud til socialt udsatte børn og unge. I marts 2014 modtog Rachel Röst Benny Andersens børnepris for sit arbejde med Læs for Livet og i oktober 2014 modtager hun BØFA prisen 2014, som uddeles af de danske børnebibliotekarer. Se mere: www.laesforlivet.dk

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia