SAS Cargo indgår global kontrakt med Post Danmark

SAS Cargo underskriver global aftale med Post Danmark SAS Air Mail, der er en division under SAS Cargo, har indgået en toårig aftale med Post Danmark vedrørende transport af deres globale brevpost. I alt drejer det sig om cirka 2.100 tons breve, der skal transporteres fra København og videre til omkring 180 forskellige lande. - Vi er meget glade for aftalen, da det giver os en god volumen for vores produktion. Samtidig er det også et resultat af vores investeringer i at holde et højt og stabilt kvalitetsniveau. Høj kvalitet er en meget væsentlig parameter for Post Danmark, der i flere år har haft de højeste kvalitetstal sammenlignet med andre postselskaber, siger direktør for SAS Air Mail Frank Badino. Frank Badino mener, at det dels er det høje kvalitetsniveau i København, dels SAS' store rutenet direkte ud fra København, der har været blandt årsagerne til, at SAS Air Mail blev udvalgt til at stå for Post Danmarks brevtransporter. En stor del af brevmængderne vil blive transporteret ud af København på SAS fly, men på de destinationer, hvor SAS ikke flyver direkte, vil andre flyselskaber blive benyttet. Omkring 67 procent af brevmængderne forventes at skulle rundt i Europa, hvor SAS har mange daglige afgange. Dernæst kommer Nordamerika og Asien, der står for omkring 20 procent af brevtonnagen. Til disse områder har SAS også daglige afgange med meget kapacitet. - Vi har haft et godt samarbejde med SAS Air Mail i mange år, hvor de har stået for en stor del af vores internationale posttransport. Ved at indgå denne globale aftale har vi sikret os en stabil transportleverandør, der har den rette kapacitet og frekvens til, at vores kunders breve når frem indenfor den aftalte tid, siger Ingrid Sørensen, der er General Manager for international post i Post Danmark. Fakta om SAS Air Mail og SAS Cargo SAS Air Mail er en division under SAS Cargo Group. SAS Air Mail er blandt de største distributører af international post og transporterer årligt omkring 37.500 tons post rundt i verden. Hos SAS Cargo er 74 medarbejdere beskæftiget med opgaver for SAS Air Mail. SAS Cargo Group A/S er et selvstændigt aktieselskab, som er ejet af SAS Gruppen. SAS Cargo omsatte i 2003 for 2.954 millioner SEK (325 MEUR) og havde i 2003 1249 medarbejdere i Skandinavien og 130 udenfor Skandinavien. Fakta om Post Danmark Post Danmark er markedsleder både på det fuldt liberaliserede marked for internationale breve fra Danmark og på breve fra udlandet til danske modtagere. Post Danmark A/S er et aktieselskab, ejet 100 pct. af den danske stat. Post Danmark omsatte i 2003 for 10.605 millioner DKK (1.425 MEUR) og havde i 2003 ca. 22.000 ansatte. For yderligere information Direktør SAS Air Mail, Frank Badino, +45 32 32 25 55 General Manager International Post, Post Danmark, Ingrid Sørensen, +45 32 47 85 20 Kommunikationschef SAS Cargo, Ulrik Marschall +45 32 32 67 33 eller sas.cargo@sas.dk ------------------------------------------------------------ Denne information blev leveret af http://www.waymaker.dk Følgende filer kan downloades: http://www.waymaker.net/bitonline/2004/09/21/20040921BIT00140/wkr0001.pdf

Abonner

Dokumenter og links