Masser af udvidelser til marts

Når sommerprogrammet starter den 25. marts er det med en ny destination og udvidelser på seks eksisterende ruter.

Scandinavian Airlines Danmark får ny destination til Pristina og udvider samtidigt på seks eksisterende ruter når sommerprogrammet træder i kraft den 25. marts.

Til London City og Geneve udvides der fra 2 til 3 daglige afgange. Til Bruxelles udvides der fra 5 til 6 daglige afgange og til Kristianssand fra 3 til 4 daglige afgange. Endelig udvides der også på ruten til Aberdeen hvor den nu enlige daglige tur fordobles til 2.

På ruten til Luxembourg indsættes der et større fly, således at der på den populære eftermiddagsafgang bliver 50 % flere sæder.

"Udvidelserne er en positiv bekræftelse på, at vi er gode til at udvikle nye destinationer. Aberdeen, London City, Luxembourg er ruter vi har startet indenfor de seneste to år og nu udvider vi. I den forbindelse er der grund til at rose piloterne og deres forening, for den meget konstruktive aftale vi sammen har lavet, om de fly vi leaser hos Cimber Air. Den aftale er væsentlig for, at vi udvikle nye destinationer," siger Susanne Larsen.

Den nye destination bliver Pristina, der er hovedstad i Serbiens Kosovo-provins, og der flyves en returflyvning hver lørdag til Pristina.

"Vi ved, at mange herboende fra området efterspørger en direkte flyvning til Pristina. Også hos det danske forsvar og de danske virksomheder, der er tilstede i området, er destinationen efterspurgt," siger adm. direktør i Scandinavian Airlines Danmark, Susanne Larsen.

Scandinavian Airlines Danmark planlægger endnu en ny destination, nemlig Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Scandinavian Airlines Danmark har søgt om trafikrettigheder på ruten København-Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og afventer nu myndighedernes svar.

"Får vi et positivt svar er det planen, at flyve 2 gange ugentligt i maj og tre gange om ugen i perioden juni-september," siger Susanne Larsen.

Om os

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abonner

Dokumenter og links